I forrige artikel så vi på vigtigheden af at udføre dawah og dens lovmæssigheder. I denne artikel sætter vi fokus på de karakteristika, der bør være til stede hos den person, som udfører dawah. På arabisk kaldes sådan en person for en ”dâ’iyah”, dvs. en person, der kalder til Allâh.
I Koranen læser vi, at Allâh lovpriser de personer, som kalder mennesket til Ham. Allâh siger i Koranen:

”Og hvem fører da bedre tale end den, som kalder til Allâh, udfører gode handlinger og siger sandelig jeg er en af muslimerne” 41:33.

Ovennævnte vers bør være motivation nok til, at man beskæftiger sig med dawah. Tænk at være blandt de mennesker, som dette vers inkluderer. Dette vers viser tydeligt, at den bedste form for tale man kan engagere sig i, er at kalde til Allâh, og derved gå i profeternes noble fodspor.
I en velkendt autentisk hadeeth siger Profeten (saws):

”Den der leder folk til vejledning, opnår samme belønning som de personer der følger ham, uden at belønningen formindskes det mindste”  (fortalt af Muslim).

Denne hadeeth viser, at udover muligheden for at være blandt dem, som fører den bedste tale, så vil man også opnå en stor belønning fra Allâh.
Når dette er sagt, så er det også vigtigt at se på de krav, der stilles til en da’iyah. Vi ved fra vores hverdag, at jo højere position man har i samfundet, desto højere er kravene til én. En politibetjent skal være i fysisk god form og have kendskab til elementære dele af grundloven. En skolelærer skal kunne formidle viden på en kommunikativ adækvat facon. En politiker skal (ideelt set) være oprigtig og kvalificeret til at varetage samfundets interesser. En direktør for en multinational koncern skal have økonomisk og kommerciel snilde, hvis han skal begå sig i erhvervslivet.
Ligeledes skal en da’iyah opfylde en række krav – især da hans rolle ikke er til gavn for noget verdsligt, men derimod en yderst nobel rolle, idet han er blandt Allâhs udvalgte. Der er skrevet tykke bøger om hvilke karakteristika en god da’iyah bør besidde, dog vil vi for overskuelighedens skyld gøre det simpelt i det følgende:
1. Oprigtighed: En da’iyah skal være oprigtig i sin dawah, og udelukkende engagere sig i dawah for at opnå Allâhs tilfredshed, og ikke for at blive bemærket og rost af andre. På arabisk kaldes dette for riyaa, hvilket er en stor synd i Islam. Man kan beskytte sig selv ved kontinuerligt at tjekke sit hjerte (undgå at gøre noget for at blive set, men derimod fordi man ønsker at få belønning fra Allâh). Desuden er det vigtigt, at man husker at bede Allâh om hjælp i sine bønner (dua). Ingen af os er perfekt, så selvfølgelig kan man komme i en situation hvor éns behov for anerkendelse kan tage overhånd. Vi bør huske os selv på, at det er Allâh der giver belønning og ikke andre mennesker. 

2. Viden:  En da’iyah udfører vel nok den vigtigste opgave på jorden, nemlig at kalde folk til Allâh. Derfor er det yderst vigtigt, at alt hvad man gør og siger, tager udgangspunkt i præcis og korrekt viden baseret på Koranen og Profetens (saws) sædvane (sunnah). Det er ikke nok med gode intentioner, når man har med Allâhs deen at gøre. Det er altafgørende, at man ikke viderebringer forkerte oplysninger, da det skader mere, end det gavner. Hvis man kommer i en situation, hvor man ikke kender svaret, så er det bedre at indrømme det og love, at man vil vende tilbage med et svar, end at man uvidende om det korrekte svar alligevel udtaler sig. Allâh fortæller Profeten (saws) følgende i Koranen:

”Sig at dette er min vej og kald til Allâh med sikker viden” 12:108

3. Venlighed og forståelse: Mange gange er det slet ikke den mængde af viden man har, som overbeviser andre, men derimod den gode opførsel man viser. Som vi beskrev i den første artikel, så skal man kalde til Allâhs vej med visdom og smuk tale, og diskutere med ikke-muslimer på den bedste og mest tiltalende måde. Det nytter ikke at være grov i sin argumentation og fremfærd, hvis man gerne vil vinde en persons tillid og hjerte. Vi kender allesammen det vers i Koranen hvor Allâh fortæller profeten Musa, hvordan han skal tale til Farao:

”Og tal til ham på en mild måde, så han måske accepterer formaningen om at frygte Allâh” 20:44

4. At være et godt eksempel: Det er overflødigt at sige, at en da’iyah skal være det bedste eksempel i forhold til det han/hun ønsker andre skal være. Alt andet er dobbeltmoralsk og skader mere, end det gavner. Man er nødt til at være det praktiske eksempel på det, man forkynder, ellers kan man ikke blive taget seriøst. Det er blandt andet det, nogle præster oplever, når de åbent og ærligt siger, at præstegerningen ikke er andet end et job for dem, og at de ikke selv tror på det kristne budskab. Dette paradoks er ikke aktuelt for muslimer, da vi ikke anser dawah som ”et verdsligt job”, men derimod som et ansvar der påhviler os fra vores Skaber.

5. Prioritering og tilpasning: Når man har meldt sig ind i dawahkampen, kan man hurtigt miste pusten pga. de mange opgaver, der ligger forude. Derfor er det vigtigt, at man prioriterer sin tid korrekt. Hér tænkes der ikke på de antal timer, man bruger på dawah, men derimod i hvilken rækkefølge man prioriterer opgaverne. Man bør starte med de folk, som man ser til hverdag, og som man derved har mulighed for at påvirke. Det kan være skolekammerater, undervisere, kolleger og naboer. En anden type prioritering man bør være opmærksom på, er prioriteringen af det, man vil tale om. I denne forbindelse bør man tilpasse sin dawah til den person, man sidder overfor. Hvis det er en person, der interesserer sig for det naturvidenskabelige, så kan man med fordel diskutere Islams syn på videnskaben og hvordan de bekræfter hinanden. Er det en person der interesserer sig for det spirituelle, så kan man påpege, hvad Islam siger om dette osv. Alt i alt bør en dygtig da’iyah være en god menneskekender, så han/hun hurtigst muligt kan tilpasse sin stil, så den er mest tiltalende.

6. Almen viden: Hvis en da’iyah skal være effektiv i sit kald til Allâh, så er det vigtigt, at vedkommende har et godt kendskab til samfundet generelt. Man skal kunne føre samtaler på tværs af mange sfærer – både politisk, økonomisk, socialt, historisk og kulturelt. Mange ikke-muslimer vil bruge historien eller filosofien til at forklare deres standpunkter. Det er derfor ikke uvæsentligt, at man kan begå sig under disse samtaler.  Ved at vise at man har en solid viden inden for de mest gængse discipliner, vil man have bedre muligheder for at præge disse menensker, og i bedste fald kunne afvise fejlopfattelser.