De første ti dage af Dhul Hijjah  

Hvad er Dhul Hijjah?

Dhul Hijjah er den sidste af de tolv måneder, som det Islamiske kalenderår består af. Disse dage er nogle specielle dage, som enhver muslim skal forsøge at drage nytte af, da det er en mulighed for at kunne rette op på sine fejl, bede Allâh om tilgivelse og starte en ny og retskaffen begyndelse. Man bør ikke vente med at vende tilbage til Allâh nogensinde, for Allâh er Den Mest Tilgivende og Den Mest Barmhjertige, og netop de første ti dage af denne måned er en gave, Allâh har givet til menneskene for, at de kan drage fordel og nytte af de velsignelser, denne gave indeholder. Derfor handler det om at modtage denne gave med et åbent hjerte, så at ens liv kan ændres til det bedre, for et lukket hjerte vil ikke være modtageligt for godhed.

Og disse dage har så høj en status hos Allâh, at Profeten (صلى الله عليه وسلم) siger:

Der findes ingen dage, hvori gode gerninger er mere elskede til Allâh end disse ti dage. De spurgte ham: Selv ikke Jihâd på Allâhs Vej? Han sagde: Selv ikke Jihâd på Allâhs Vej, undtagen den mand, som drager ud med sig selv og sine penge og vender ikke tilbage med noget. [Ibn ’Abbâs, Sahîh ul-Bukhârî]

Derfor handler det om at drage nytte af disse dage så meget som muligt.

Hvad kan man gøre af gode handlinger i disse dage?

Generelt må man foretage alle de gode handlinger, som man gør normalt, og der er ingen begrænsninger i disse. Derudover nævner de retslærde, at man kan foretage sig nogle specifikke handlinger, der er relateret til disse dage:

1. Faste

• Det er godt at faste så mange dage som muligt for dén, som ikke er afsted til Hajj, og som der er nævnt i al-Mawsû’ah al-Fiqhiyyah, så er de retslærde enige om, at det er foretrukkent og elskværdigt (Mustahabb) at faste de otte dage af dhul Hijjah før ’Arafah generelt, og at Mâlikiyyah og Shâfi’iyyah ser det som værende en sunnah også for de, som er afsted til Hajj (pilgrimsfærd). [al-Mawû’ah al-Fiqhiyyah 28/91]

Abû Qatâdah beretter, at profeten (صلى الله عليه وسلم) sagde: Jeg beder Allâh om, at det tilgiver [synderne i] året, der er før det, og året, som er efter det. [Sahîh Muslim]. Og i en anden beretning - også samlet af Imâm Muslim - er det nævnt, at det fjerner det forgange og det kommende års synder.

2. Dhikr (ihukommelse af Allâh)

• At lave dhikr af Allâh på de måder, som er foreskrevne indenfor Islâm. Og det er fra Profetens (صلى الله عليه وسلم) sædvane at gøre dette forskellige steder, som når man går på gaden, når man møder andre muslimer, når man er ude for at handle ind mm. Derfor er det berettet om Profeten (صلى الله عليه وسلم), at han sagde:

Der findes ikke nogle dage mægtigere eller mere elskede at foretage handlinger til Allâh i mere end disse ti dage. Så øg jer selv i Tahlîl, Takbîr og Tahmîd. [Abdullâh ibn ’Umar, Musnad Imâm Ahmad]

Tahlîl er at sige La ilaha illa Allah, Takbîr er at sige Allâhu Akbar, og Tahmîd er at sige Alhamdulillâh. Rent specifikt er der berettet flere måder at sige Takbîr på, bl.a.

Allâhu Akbar, Allâhu Akbar, Lâ ilâha illAllâh, Wallâhu Akbar, Wa lillâhil Hamd.

Og det er berettet om Ibn ’Umar og Abû Hurairah,at de i de første ti dage af Dhul Hijjah plejede at drage ud til markedspladserne og andre steder og fremsagde deres Takbîr højt for at påminde folk om denne Sunnah.

3. At foretage Hajj og ’Umrah

• Nogle af de bedste handlinger man kan gøre i disse dage er Hajj og ’Umrah. For dén, som udfører Hajj på den foreskrevne måde med en ren intention vil få den største belønning:

Den accepterede Hajj har ingen anden belønning end Jannah.

4. At slagte et offerdyr (Udhiyah)

er obligatorisk. En muslim bør altid forsøge at gå i Profetens fodspor (صلى الله عليه وسلم) og udføre så mange af de gode handlinger som muligt, og det er berettet om ham fra Ibn ’Umar, at Profeten (صلى الله عليه وسلم) bosatte sig i Madînah i 10 år og ofrede sin Udhiyah. [Musnad Imâm Ahmad og Sunan at-Tirmidhî]

• Det er Sunnah Mu’akkadah (en stærkt foreskreven sunnah) ifølge størstedelen af de retslærde at slagte et får i forbindelse med ’Eid ul-Adhâ. Dette er holdningen af Mâlikiyyah, Shâfi’iyyah og Hanâbilah. En anden gruppe af retslærde, der inkluderer Ahnâf, en af Imâm Ahmads holdninger, nogle blandt Mâlikiyyah og holdningen af Ibn Taymiyyah mener at det er obligatorisk. En muslim bør altid forsøge at gå i Profetens fodspor () og udføre så mange af de gode handlinger som muligt, og det er berettet om ham fra Ibn ’Umar, at

Profeten (صلى الله عليه وسلم) bosatte sig i Madînah i 10 år og ofrede sin Udhiyah. [Musnad Imâm Ahmad og Sunan at-Tirmidhî]

• Dén, som slagter, bør slagte offerdyret på vegne af sig selv og sin familie. Og således behøver ikke alle i familien at slagte på deres egne vegne, men faderen slagter et får på vegne af hele familien uanset, hvor stor denne måtte være.
• To personer må ikke gå sammen om et får, og ej heller må otte personer gå sammen om en ko eller en kamel, mens syv personer gerne må. Dette skyldes at et får er tilstrækkeligt for kun én person, og én persons slagtning er nok for vedkommendes familie. Og en ko/kamel kan sidestilles med syv får, hvorfor syv mennesker kan gå sammen om dette dyr, og otte eller flere kan ikke.
• Kødet fra dyret, der slagtes, bør man spise af selv, give ud til de fattige og de rige og det er også tilladt at fryse det ned i mere end tre dage, så længe der ikke er tale om hungersnød i ens pågældende område. Det er berettet fra Abu Ayyûb al-Ansârî, at han sagde:

En person i Profetens tid (صلى الله عليه وسلم) plejede at ofre på vegne af sig selv og sin familie et får, hvoraf de spiste og bespiste andre. [Sunan Ibn Mâjah og Sunan at-Tirmidhî].

Kan man betale nogle fattige i stedet for at slagte et får?

Imâm an-Nawawî nævner, at det er bedre med at slagte end at give sadaqah, hvad der prismæssigt svarer til dette. Og der nævnes, at dette er holdningen hos Shâfi’iyyah, Ahmad ibn Hanbal og ibn ul-Mundhir. [al-Majmû’ 8/414].

Og dette er udfra beretningen, hvori der er nævnt:

Mennesket vil ikke foretage nogen handling der er mere elsket til Allâh på Slagtningens Dag end at lade blodet løbe (ved slagtning af et offerdyr). Og det vil sandelig komme på Dommedagen med dets horn, hove og hår. Og sandelig blodet vil blive accepteret af Allâh før det når jorden. [Ibn Mâjah, dog vurderet som værende svag af al-Albâni].

Profeten (صلى الله عليه وسلم) plejede dog at slagte og de fire vejledte kaliffer ligeså efter ham. Hvis det at give prisen i sadaqah var bedre, ville de have gjort dette.

Derfor bør man slagte sit offerdyr, og såfremt dette ikke kan lade sig gøre fysisk for ens eget vedkommende, kan man ved kontakt til de fleste masâjid betale sig til en slagtning udført i de muslimske lande, hvor kødet kan blive delt ud til fattige mennesker.

Hvad må man ikke gøre disse dage?

Dén, som har en intention om at slagte bør afholde sig fra at klippe sine negle og sit hår. Skulle dette ske alligevel grundet glemsomhed eller mangel på viden, er Allâh Den Mest Overbærende og Tilgivende.

Umm Salamah beretter, at profeten (صلى الله عليه وسلم) sagde: Hvis de ti [dage af Dhul Hijjah] er trådt ind, og én af jer gerne vil slagte et offerdyr, så lad ham ikke røre noget af sit hår eller sin hud. [Sahîh Muslim]

Og i en anden beretning også samlet af Imam Muslim er der nævnt:

Den, som har et slagtedyr, som han vil slagte, så når nymånen af Dhul Hijjah kommer til syne, da må han ikke tage fra sit hår eller sine negle noget, indtil han har slagtet.

Udfra de ovenstående beretninger og udfra andre kilder har de retslærde haft flere forskellige holdninger til klippe sit hår eller sine negle i de første ti dage for det familieoverhoved, som slagter på vegne af familien. Således finder man de, som siger at det er uønsket (makrûh) at klippe fra sit hår eller sine negle, mens andre siger, at det direkte er harâm. Familiens øvrige medlemmer behøver ikke at afholde sig fra noget uden nogen uenighed blandt de retslærde.

Eid ul-Adhâ

Hvad betyder ’Eid?

’Eid er afledt fra al-’Awd (العود ), som betyder at vende tilbage. Og dette skyldes at denne højtid vender tilbage hvert år, og nogle retslærde nævner, at det skyldes at glæden vender tilbage når selve højtiden vender tilbage. Andre retslærde nævner, at årsagen til at ’Eid kaldes for dets navn, er Allâhs mange tilbagevendelser af velsignelser og glæder på denne dag til de troende.

Hvornår blev ’Eid-bønnen påbudt?

’Eid-bønnen blev påbudt i det første år efter Hijrah (Profetens صلى الله عليه وسلم udvandring til Madînah) og dette gælder både ’Eid-bønnen i forbindelse med fejringen af Ramadanens afslutning (عيد الفطر ) og Ofringsfesten (عيد الأضحى ). Og den første ’Eid-bøn, som Profeten (صلى الله عليه وسلم ) bad, var til ’Eid ul-Fitr (Fejringsfesten).

Validiteten af ’Eid-bønnen

’Eid-bønnens validitet er nævnt mange steder i de islamiske kilder og for at nævne et par enkelte af disse kilder, så starter vi først med Allâhs Hellige Bog, al-Qur’ân, hvori Han (سبحانه وتعالى ) siger til Sin Profet Muhammad (صلى الله عليه وسلم ):

Så udfør din bøn til din Rabb og slagt (til Ham alene) [108:3]

Og den bøn, der hér er tale om, er ’Eid-bønnen i forbindelse med Ofringsfesten ifølge al-Mufassirûn (Koran-eksegeterne).

Og den nævnes i en beretning, der er fortalt af Abû Sa’îd al-Khudrî (رضي الله عنه ), at Profeten (صلى الله عليه وسلم) plejede at drage ud på dagen af ’Eid ul-Fitr og ’Eid ul-Adhâ til bedepladsen, og det første han begyndte med var bønnen. Derefter blev han færdig, og han stod foran folk, der sad ned i deres rækker. Derpå talte han til dem og beordrede dem. Så hvis han ønskede at sende en gruppe af folk til Jihâd, gjorde han det, eller at beordre dem til noget, beordrede han dem til det. Derefter tog han afsted. [Sahîh ul-Bukhârî og Sahîh Muslim].

Skal man udføre ’Eid-bønnen?

De retslærde har forskellige holdninger til ’Eid-bønnens lovkendelse, og således finder vi mange, der siger, at det er obligatorisk (enten Fard ’Ain som hos Ahnâf eller Fard Kifâyah som hos Hanâbilah) og nogle, der siger, at det er en stærk foreskreven Sunnah (Shâfi’iyyah og Mâlikiyyah). Vi ved dog, at Profeten (صلى الله عليه وسلم) aldrig forlod denne bøn, siden den blev påbudt, og indtil han forlod denne verden. Og han plejede at opfordre alle omkring sig til at deltage aktivt i denne, og Sahâbah (hans ledsagere) fortsatte med samme praksis efter hans bortgang (صلى الله عليه وسلم ). Det er en bøn, som skal udføres i fællesskab med andre, som indikeret i den forgangne beretning af Abû Sa’îd al-Khudrî.

Og det er en bøn, som alle og enhver bør komme til så vidt muligt, som de retslærde udleder fra den nedenstående beretning:

Profeten (صلى الله عليه وسلم ) plejede at [opfordre til at] bringe jomfruerne, de voksne kvinder, de i seklusion og de menstruerende til de to ’Eid. Men de menstruerende skulle holde sig fra bedestedet, men bevidne muslimernes sammenhold. Én af dem sagde: Oh Allâhs budbringer, hvad hvis én ikke har en jilbâb? Han sagde: ”Så lad hendes søster låne hende én af sine Jalâbîb.” *Sahîh ul-Bukhârî og Sahîh Muslim]

Hvad gør man på selve ’Eid-dagen op til bønnen?

Der er en række âdâb (handlinger, som Profeten (صلى الله عليه وسلم) plejede at udføre uden de dog er obligatoriske) , som er tilknyttet dagen af ’Eid, som man bliver belønnet for at udføre, da det er at gå i Profetens (صلى الله عليه وسلم ) fodspor og ære hans Sunnah. Disse er skitseret i punktform nedenfor:

• At man fra natten op til ’Eid ul-Adhâ-dagen siger Allâhu Akbar (dvs. dét at fremsige takbîr) flere gange, om man er i hjemmet, går i gaderne, er i moskeerne, når man møder andre etc. med en tydelig og klar stemme for mænds vedkommende. Kvinder bør ikke hæve deres stemmer. Man fortsætter med dette, indtil Imamen påbegynder ’Eid-bønnen på bedepladsen. Dette udleder de retslærde udfra verset i al-Qur’ân, hvor Allâh (سبحانه وتعالى ) siger:

Og for at I kan fremsige takbîr af Allâh for dét, at Han har vejledt jer og for at I kan være taknemmelige. [2: 185]

Ovenstående vers gælder specifikt for ’Eid ul-Fitr, men også for ’Eid ul-Adhâ ved hjælp af analogi (Qiyâs ).

• Derudover er det også en sunnah at fremsige Takbîr efter hver af de foreskrevne bønner startende fra morgenen på Dagen af ’Arafah indtil ’Asr (Middagsbønnen) på den tredje af de tre ’Eid-dage (kendt som Ayyâm ut-Tasrîq), som efterfølger ’Eid ul-Adhâ dagen. [Athar i Sahîh ul-Bukhârî berettet af Ibn ’Umar].
• At tage ghusl (komplet bad som foreskrevet i Islâm) og tage parfume på og tage sit bedste tøj på for mænds vedkommende. Al-Baihaqî beretter at Ibn ’Umar plejede at tage sit bedste tøj på til ’Eid [Sahîh]. Kvinder bør ikke tage opmærksomhedsdragende eller tiltrækkende tøj på, men klæde sig respektfuldt og nobelt, da Profeten (صلى الله عليه وسلم ) sagde:

Og lad dem drage ud mens de ser noble og respektfulde ud.

• At afholde sig fra at spise noget hjemme indtil man vender tilbage fra ’Eid-bønnen. Og dette er i modsætning til ’Eid ul-Fitr, hvor det er sunnah at spise noget sødt hjemme, før man tager afsted om morgenen til bønnen.
• At man vælger at tage til bedepladsen ad én rute og at vende tilbage ad en anden. [Hadîth af Jâbir i Sahîh ul-Bukhârî].

Er der en Âdhân (kald til bøn) eller Iqâmah tilknyttet ’Eid-bønnen?

Der er er ingen Âdhân eller Iqâmah, som ’Eid-bønnen skal forudgåes af. Vi ved dette fra Profetens () praksis som berettet af Ibn ’Abbâs: ”Han plejede ikke at lave Âdhân dagen af Fitr og ej heller dagen af Adhâ.” *Sahîh ul-Bukhârî og Sahîh Muslim] Tværtimod kaldes der til ’Eid-bønnen ved at sige:

Bønnen er ved at begynde

Dette er holdningen af Shâfi’iyyah, Ahnâf og den korrekte holdning blandt Hanâbilah. Hvis man dog vælger ikke at gøre dette, er det også acceptabelt, da det er fra de elementer, hvori de retslærde var uenige, og denne uenighed spiller ingen rolle for sammenholdet i Ummah.

Tidspunktet for ’Eid-bønnen

Tidspunktet for ’Eid-bønnen begynder fra solopgang og fortsætter til Zawâl (indtil solen står højest på himlen). Og det bedste tidspunkt at bede bønnen på er når solen er steget op svarende til et spyds længde i horisonten, da det typisk er dette tidspunkt Profeten (صلى الله عليه وسلم ) plejede at bede på. Nogle retslærde nævner, at det også kan være to spydlængder (Mâlikiyyah).

Hvordan udføres selve ’Eid-bønnen?

’Eid-bønnen består af to enheder af bøn (Rak’ah), og nedenfor er nævnt de elementer, som man skal være opmærksom på i forbindelse med bønnens udførelse:

• Bønnen indledes med Takbîrat ul-Ihrâm (den første Takbîr, som gør at man træder ind i bønnen og dermed er det ikke tilladt at lave andre ting).
• Derefter vil Imamen lave et antal takbîrât (én takbîr = at man siger Allâhu Akbar én gang). De retslærde har også forskellige holdninger til hvor mange gange der skal siges Allâhu Akbar efter Tabîrat ul-Ihrâm. Således finder vi at hos Ahnâf er der tale om tre Takbîrât i første Rak’ah og tre i anden, mens det hos Mâlikiyyah forholder sig med seks og fem, Shâfi’iyyah syv og fem mv. Vi anbefaler, at uanset hvor man beder henne, så følger man Imamen uagtet hvilken måde han gør dette på, da det alle   sammen er acceptable måder.
• Hver gang en Takbîr gøres løftes hænderne til mellem ørerne og skuldrene med hهådfladerne vendende fremad.
• Efter de forskellige Takbîrât læses isti’âdhah: ميجرلا ناطيشلا نم للهاب ذوعأ (Jeg siger tilflugt i Allâh fra den forbandede Shaytân).
• Derefter reciterer man Sûrah al-Fâtihah efterfulgt af en Sûrah både i første og anden Rak’ah. 
 
• Bønnen afsluttes på vanlig vis med  at man sidder ned i Tashahhud i 2. Enhed og afslutter med Taslîm til hver side. 

Hvad sker der efter selve bønnen?

Efter selve bønnen kommer selve ’Eid-prædikenen (Khutbah). Den finder således sted i omvendt rækkefølge af den normale Jumu’ah (fredagsprædiken), som finder sted før bønnen.    

Imamen rejser sig typisk op og giver to taler, der er adskilt af en kort pause. Dette er udledt af den beretning, som Imâm ash-Shâfi’î har samlet, og som er berettet af Ibn Mas’ud (رضي الله عنه ), der sagde:  ”As-Sunnah er at Imamen giver i de to ’Eid to taler, som han adskiller ved at sidde ned mellem de to. Det er vigtigt i denne henseende at være stille og lytte til selve talen, uagtet om man forstår den eller ej. Og dette er for at undgå at forstyrre ens medbedende, som blot ønsker at lytte til Imamens ord i ro og forstå, hvad der bliver sagt.     

Det er en Sunnah at sidde og lytte, og det er ikke obligatorisk at være tilstede. Så hvis man af en eller anden grund ikke kan være med, da er der tilladelse til, at man kan rejse sig op og forlade stedet i ro og ikke stå og tale foran alle og larme højlydt. ’Abdullah ibn as-Sâ’ib (رضي الله عنه ) fortæller os, at han bevidnede ’Eid sammen med Profeten (), og da han var færdig med Salâh, sagde han Profeten (صلى الله عليه ):

Sandelig vi vil give Khutbah, sه dén, som ّnsker at sidde [og lytte] til al-Khutbah, lad ham da sidde. Og dén, som ّnsker at gه, lad ham da gه. [Samlet af an-Nasâ’î, Ibn Mâjah og Abû Dâwûd]

Efter selve Khutbah er det en sunnah at hilse på hinanden og det er berettet at Sahâbah også plejede at opfavne hinanden og sige: Må Allâh acceptere jeres og vore handlinger (i Ramadan) (Taqabbala Allâh minna wa minkum).

Hvor bør ’Eid-bønnen finde sted?

Profetens sædvane var, at han ikke bad i en moské men drog ud på et åbent område og samlede alle mennesker for at de sammen kunne bede med deres kroppe og hjerter forenede og samlede for at tilbede Allâh. Det er nævnt af Ibn ul-Qayyim at han udførte ’Eid bønnen på et bedested, der lå ved den ydre port til Madînah. [Zâd al-Ma’âd 1/441]. Dette er bygget på den beretning, der er fortalt af Abû Sa’îd al-Khudrî og samlet af Imâm al-Bukhârî og Imâm Muslim i deres Sahîh:

”Profeten (صلى الله عليه وسلم ) plejede at gå ud til bedepladsen på dagen af Fitr og Adhâ.”

I sin forklaring af Sahîh ul-Bukhârî nævner al-’Ainî, at dette viser, at vi bør gå ud til bedepladsen og ikke bede ’Eid-bønnen i moskeen undtagen i en tilstand af svær nødvendighed (darûrah). Sunnah er dog, at Profeten (صلى الله عليه وسلم ) aldrig bad i sin Masjid undtagen i tilfælde af svær nødvendighed, som f.eks. dengang det regnede voldsomt, hvorfor Profeten ( صلى الله عليه وسلم ) bad i sin moske [berettet af Abû Hurairah i Mustadrak af al-Hâkim]. Hadîthen er dog klassificeret som værende svag af flere.

Imâm Mâlik nævner også, at det er Sunnah at tage ud for at bede på en bedeplads, undtagen for folk i Makkah, der bør bede i selve moskeen. Imâm Ahmad ibn Hanbals holdning er den samme, og således finder vi at stort alle retslærde mener, at man bør bede ’Eid-bønnen et andet sted end den sædvanlige moske, og at man bør drage ud til et åbent sted. Imâm ash-Shâfi’î nævner, at man godt kan bede i ens moske, hvis den er rummelig nok, men hvis den ikke er, bør man også bede på en bedeplads.

Hvornår falder ’Eid ul-Adhâ dette år?

Da det er bekræftet, at nymånen til Dhul Hijjah (den sidste af de tolv måneder i det Islamiske kalenderår) er blevet set lørdag d. 6/11-2010, og dermed vil den første Dhul Hijjah være søndag d. 7/11. Således vil ’Eid ul-Adhâ falde pه tirsdag d. 16/11-2010 inshaAllah.

Og Allah ved bedst

Munida og Wakf

København