Hun var en stor forkæmper for Allahs sag. Som en intelligent og indsigtsfuld kvinde tog hun imod Islam sammen med de første folk fra Madinah og svor således troskabseden til profeten (fvmh). Hendes mand, Malik ibn An-Nadir (far til Anas ibn Malik), blev meget vred på grund af hendes konvertering og sagde til hende: ”Du er blevet til en zoroaster (ildtilbeder)!” Hun svarede: ”Jeg er ikke en zoroaster, men jeg tror på denne mand (det vil sige profeten saws).”

Efter at Malik var blevet dræbt i Syrien, friede Abu Talha til hende, selvom han endnu ikke var blevet muslim. Hun afslog og sagde til ham: ”Oh Abu Talha, ved du ikke, at den herre, som du tilbeder, er ikke andet end blot sten, og den kan hverken skade dig eller hjælpe dig? Eller er det blot træ, som en tømrer har bragt dig og skåret ud for dig. Det kan ikke skade dig eller hjælpe dig. Skammer du dig ikke over at tilbede det?” Hun gik videre og sagde: ”Hvis du accepterer Islam, ønsker jeg intet andet medgift fra dig andet end din accept af Islam.”

Kort tid efter steg Islam ned i Abu Talhas hjerte, og han sagde Shahadah (han bevidnede, at der er ingen gud, men Allah, og at Muhammad er Allahs slave og budbringer). Abu Talha blev én af de forreste krigere i kampen for Allahs sag. Anas (Umm Sulaims søn fra hendes første ægteskab) berettede: ”På dagen for slaget ved Uhud flygtede folk væk og efterlod profeten (fvmh), men Abu Talha forsvarede ham (fvmh) med sit skjold, som han holdte foran ham (fvmh). Abu Talha var en stærk og erfaren bueskytte, som plejede at holde sin bue spændt og velstrakt. Den dag kom han til at ødelægge to eller tre buer. Hvis nogen som helst passerede forbi med et fyldt pilekogger, ville profeten (fvmh) sige til vedkommende, at han skulle tømme det foran Abu Talha. Da profeten (fvmh) begyndte at betragte fjenden og hævede sit hoved, sagde Abu Talha til ham: ”Oh Allahs budbringer! Må mine forældre blive ofret for Deres skyld! Vil De ikke nok lade være med at hæve Deres hoved og gøre det synligt, i tilfælde af at en af fjendens pile rammer Dem. Lad min hals og mit bryst blive såret i stedet for Deres”.

Umm Sulaim var også tilstede ved slaget ved Uhud. Hun bragte vand til de tørstige og forbandt de sårede. Anas fortæller os: ”På dagen for Uhud så jeg ’A’ishah, Abu Bakrs datter, og Umm Sulaim begge løfte op i deres klædedragter, så jeg var i stand til at se deres ankelsmykker. De bar vandsække i armene, så de kunne hælde vand ned i munden på de tørstige folk. Derefter gik de tilbage og fyldte sækkene på ny, hvorefter de atter fortsatte med at hælde vand ned i munden på de tørstige.”

De tog hjem, og Abu Talha spurgte Umm Sulaim: ”Hvad har du af spiseligt, så vi kan invitere profeten (fvmh) og hans ledsagere?” Hun kiggede for at se, hvad de havde og sagde: ”Jeg har et par skiver fladt brød og nogle dadler. Hvis profeten (fvmh) kommer alene, kan dette mætte ham. Dog hvis de andre kommer med ham, vil det ikke være nok til alle.” Sorg kom til syne på Abu Talhas ansigt, og han sagde: ”Et par skiver fladt brød og dadler? Hvad skal vi dog gøre? Allahs budbringer har forbundet sin mave på grund af sulten, og hans ledsagere er hos ham. De har ikke fundet nok til at tilfredsstille deres sult.”
Umm Sulaim var stille for et kort øjeblik, mens hun tænkte. Så sagde hun: ”Vi sender Anas ud til profeten (fvmh) for at invitere ham og oplyse ham om, hvad vi har. Så kan han (fvmh) beslutte sig for, hvad der er bedst at gøre.”
Abu Talha var enig med hende. Så Anas gik ud, og efter et stykke tid vendte han tilbage med profeten (fvmh) og ledsagerne. Abu Talha blev flov. Han vendte sig om mod Umm Sulaim og sagde: ”Profeten (fvmh) er kommet sammen med ledsagerne, og vi har ikke midlerne til at mætte dem.”

Hun svarede tillidsfuldt: ”Oh Abu Talha, Allah og Hans budbringer ved bedst. Sandelig, Allah vil ikke ydmyge dig foran dine gæster, for du ofrer din rigdom og dig selv på Allahs vej, mens du udelukkende søger Hans belønning.”
På baggrund af denne bemærkning gik en tilfreds og lettet Abu Talha hen for at tage imod profeten (fvmh) og hans andre gæster. Profeten (fvmh) og Abu Talha kom hurtigt tilbage til Umm Sulaim, og profeten (fvmh) sagde: ”Oh Umm Sulaim, bring mig hvad du end har.” Hun gav ham den mad, som hun havde, og profeten (fvmh) bad Allah om at velsigne den. Derpå bød de gæsterne velbekomme, og disse trådte ind i små hold efter tur, indtil alle havde spist. Derefter spiste profeten (fvmh) og hans familie. Selv efter at alle havde spist, havde Umm Sulaim og Abu Talha stadigvæk nok mad tilbage til, at de kunne give til deres naboer.

Abu Talha og Umm Sulaim fik en søn. Anas fortæller os, at en dag døde sønnen. Umm Sulaim sagde til sine familiemedlemmer: ”I må ikke give Abu Talha besked om hans søn, indtil jeg selv fortæller ham det.” Abu Talha kom hjem. Hun gav ham hans aftensmad, som han tog og spiste, hvorefter han drak lidt vand. Hun klædte sig pænt på og parfumerede sig selv, hvilket hun ikke havde gjort før. Efter at Abu Talha havde været sammen med hende på ægteskabelig vis, sagde hun til ham: ”Abu Talha, hvis nogle mennesker låner noget af en anden familie, og de beder om at få det tilbage, vil den første familie da afvise at tilbagelevere det?” Han sagde: ”Nej.” Hun sagde: ”Jeg er ved at fortælle dig om din søns død.” Han følte sig forulempet og sagde: ”Du fortalte mig det ikke, førend vi havde været sammen intimt, og derefter fortæller du mig om min søn.” Han gik til profeten (fvmh) og fortalte ham, hvad der var sket. Profeten (fvmh) sagde: ”Må Allah velsigne jer begge med hensyn til den nat, som I tilbragte sammen.”

Umm Sulaim blev gravid med ’Abdullah. På trods af dette var hun tilstede på Hunain-dagen. Hun var meget modig og bar en daggert om livet, selvom hun var gravid. Abu Talha sagde til profeten (fvmh): ”Oh, Allahs budbringer, Umm Sulaim har en daggert.” Umm Sulaim svarede: ”Oh profet, jeg medbragte denne daggert i tilfælde af, at en afgudsdyrker skulle komme tæt på mig, for så vil jeg stikke ham i maven. Jeg vil dræbe dem, som flygter fra dig lige såvel, som du dræber dem, der bekæmper dig. For dét er, hvad de fortjener.” Profeten (fvmh) sagde: ” Oh Umm Sulaim, sandelig Allah er tilstrækkelig.”

Abu Talha og Umm Sulaim ledsagede på et senere tidspunkt profeten (fvmh) på en rejse. Da rejseselskabet nærmede sig Madinah, begyndte Umm Sulaim at mærke fødselsveer. Abu Talha blev sammen med hende, og profeten (fvmh) fortsatte sammen med resten af gruppen. Abu Talha sagde: ”Oh Herre, Du ved, hvor meget jeg elsker at følges med Allahs budbringer, når han rejser ud og vende tilbage sammen med ham, når han vender tilbage. Som Du ser, er jeg blevet opholdt.” Som svar på dette sagde Umm Sulaim: ”Abu Talha, jeg føler ikke så mange smerter nu, som jeg følte før. Vi kan fortsætte.” Så fortsatte de, og hun begyndte at føle sammentrækninger, da de nåede Madinah, hvorefter barnet blev født.
Anas fortalte: ”Min mor sagde til mig: ”Anas, ingen skal amme ham, førend du har været hos Allahs budbringer i morgen tidligt.” Og da det blev morgen, bar jeg babyen over til Allahs budbringer. Han (fvmh) sagde: ”Dette er måske dén, som Umm Sulaim har født.” Jeg sagde: ”Ja.” Jeg bragte barnet hen til ham og lagde ham i hans (fvmh) skød. Profeten (fvmh) bad om at få ’Ajwa-dadler fra Madinah bragt frem, hvorefter han blødgjorde dem i sin mund. Da de var blevet gjort let tilgængelige, placerede ham dem i babyens mund. Babyen begyndte at smage på dem. Da sagde Allahs budbringer (fvmh): ”Se hvilken kærlighed Ansar har for dadler.” Derefter tørrede han hans mund og navngav ham ’Abdullah.”

Umm Sulaim var et eksempel på mod, tro, tilfredshed og visdom på alle områder, hvad enten det drejede sig om krig på slagmarken eller daligdagen på hjemmefronten. Profeten (fvmh) sagde om hende: ”Jeg trådte ind i Paradiset og hørte lyden af skridt. Jeg spurgte: ”Hvem er det?” De svarede: ”Det er Ghumaisa, datter af Milhan og mor til Anas ibn Malik.”