Peter O’Brien

”Had er vigtigere for dèn, der hader end objektet for selve hadet” - Vaclav Havel

Introduktion
I Vesten bliver muslimerne betragtet med nervøsitet, skepsis og frygt. Mange af os fravælger at rejse til muslimske lande af frygt for at blive ofre for terrorisme. De fleste vesterlændinge bekymrer sig om muslimernes faste greb om hanen til verdenens oliereserver. Og i 1991 overbeviste vi os selv om, at Saddam Hussein repræsenterede en trussel på lige fod med Hitler.
Men muslimer kan ikke rigtigt skræmme os. Når alt kommer til alt tog det os kun et par uger at besejre ”Slagteren fra Bagdad”, som indtil da havde haft verdens fjerde største hær. Vi forenede os i en stærk international koalition imod den irakiske trussel, imens de fleste af Saddam Husseins formodede arabiske allierede sluttede sig til vores rækker. Vi behøver blot at huske krigen imellem Iran og Irak for at trøste os ved billedet af en dødbringende kamp imellem noget, man ikke havde set lignende siden Anden Verdenskrig. Indrømmet, enhver af os kan sikkert huske nogle personlige afsavn i 1973 og 1979, da araberne eller iranerne holdt ”vores” olie tilbage. Nu er vi dog alle klar over, sammen med økonomer som Maddison (1982), at disse embargoer bare var en forværring af den umiddelbart forestående verdensomspændende lavkonjuktur.
Issavi har vist, til trøst for mange, at den større østlige strøm af petro-dollar i 1970’erne blev kanaliseret tilbage via banker i Vesten for at finansiere det økonomiske boom i det følgende tiår. Selv den værste gidselaffære i Teheran i 1980 endte med at, alle tilfangetagne blev frigivet grundet den tilbageholdenhed, der blev udvist af den iranske regering. De fleste af vores gidsler er, må vi nok erkende, tilbage hjemme sunde og raske. Disse uheldige begivenheder virker ikke som noget specielt når man sammenligner vores formåen til rent faktisk, at holde hele Irak som gidsel og efterlade måske så mange som ca. 300.000 døde før ildprøven stoppede.
En anden pudsig ting er, at europæerne bekymrer sig meget om de ca. 10 millioner muslimske indvandrere, som bor i deres lande. For eksempel var der i 1979 og 1980 utallige artikler og ledere i tyske aviser om opdagelsen af ca. tusind Quran-skoler i den føderale republik. I 1989 viklede franskmændene sig ind i en bitter og hård debat, fordi nogle muslimske piger nægtede at tage deres hijâb (hovedtørklæde) af, før de trådte ind i folkeskolen. På nogenlunde samme tid følte den britiske regering, at det var nødvendigt at samle dens sikkerhedsstyrke for at gemme og beskytte een eneste forfatter - Salman Rushdie – fra muslimske attentatmænd.
Disse bekymringer virker overdrevne. Den Irske Republikanske Hær truer dagligt adskillige britiske borgere. Muslimsk relaterede uroligheder (f.eks. den hasarderede tyrkisk-ledte strejke i Fords fabrik i Køln i 1973 eller optøjerne i Paris i 1991) har været sporadiske og nemme at slå ned. Det er også værd at huske på, at langt den største del af muslimer i Europa ikke kan stemme. Selvom de kunne, ville deres lille antal ikke have nogen egentlig virkning på et valg. Desuden kan udenlandske borgere let udvises, hvis de laver for meget ballade. Og for at være helt på den sikre side, udøvede de få muslimske piger, ligesom Quran-skolerne, blot deres religionsfrihed, som er fejret og garanteret i både den franske og den tyske grundlov.

Hvordan forklarer vi så vores bekymring? For at følge Vaclav Havel foreslår jeg, at vores frygt har mere at gøre med os selv end med muslimerne. I særdeleshed mener jeg, at vores opfattelse af at være i dødvande med muslimerne, får os til at tvivle på vores oprigtighed og formodet overlegenhed i vores overbevisninger, som er overvejende liberale i oprindelse og indstilling. Den muslimske kritik og afvisning af europæisk liberalisme får os til at sætte spørgsmålstegn ved vores mest hædrede overbevisninger; vi reagerer ved at prøve at overbevise eller tvinge dem til at omfavne vores liberale principper. Når de gør modstand, ser vi os nødsaget til at anvende magt. Men vores liberale trossætning retfærdiggør ikke dette på nogen overbevisende måde. På en måde opfører vi os som kvarterets usikre bølle; vi tvivler ikke på vores evne til at herse med vores muslimske naboer, men vi har svært ved at retfærdiggøre vores opførsel overfor os selv. Vi har ikke så meget mistro og frygt overfor muslimer, som vi rent faktisk har overfor os selv.

En forklaring af begrebet liberalisme.
Liberalisme har sine rødder i Oplysningstiden. Kernen i liberalismen er derfor erkendelsesteoretisk og ontologisk (læren om tingenes væsen), selvom vi nu forbinder det med generelle politiske, økonomiske, sociale og kulturelle aspekter (f.eks. borgerrettigheder og folkestyre, det frie marked, moderne og flerkulturelle samfund og værdier som kritisk stillingstagen og tolerance). Dens grundlæggere er store tænkere som Bacon, Newton, Locke og Decartes, som alle lavede erkendelsesteoretiske og ontologiske gennembrud. De pillede Skolastikkens argumenter og autoritet fra hinanden, samt demonstrerede muligheden for og overlegenheden af uafhængig ræsonnement og videnskabelig efterforskning. Hver enkelt af dem argumenterede på sin egen måde, at det enkelte individ har mulighed for at ræsonnere og derfor til fulde kan forstå sin verden. Newtons kald til at forstå ”Naturlig filosofi og Matematiske principper”, Bacons ”gå til fakta i alt”, Lockes ”Rådfør dig med fornuft” og Decartes konklusion ”Cogito, ergo Sum” har alle rødder i troen på, at verden er fattelig for mennesker gennem ræsonnement.
Disse og andre individer argumenterede for, at vi kan forstå såvel verden, som hvad der er i vores egen bedste interesse for os selv. Det er kun vores vildledte konventionelle regler, hvad enten det er sædvane, tvang eller overtro, der afsporer jagten på, hvad der er til vores eget bedste. Vi er simpelthen nødt til at have modet til at forkaste disse behagelige, men underkuende konventioner. Derfor erklærede Kant på denne måde formålet og udfordringen med Oplysningstiden: ”Oplysning er menneskets flugt væk fra sin selvudsatte påvirkning ... vov at forstå! Hav modet til at bruge din egen forståelse; dette er Oplysningstidens motto” (Friedrich 1949).
Disse tænkere troede på, at viden om det naturlige og den menneskelige verden kunne reduceres til simple fakta og forbindelser og at det derfor var meddelsomt gennem entydige udtryk og principper (udtrykt matematisk, når det var muligt). Som en konsekvens heraf kunne alle personer opnå objektiv viden, fordi det var beslægtet med sund fornuft. Decartes påstod, at:

Af alle ting i verden er sund fornuft den mest fordelte på retfærdig vis ... evnen til at bedømme rigtigt og til at skelne mellem sandt og falsk, er som, hvis vi siger det på en passende måde, kaldet sund fornuft eller ræsonnement. Dette er af natur fordelt ligeligt i alle mennesker.” (Smith 1958)

Vi forbinder disse opdagelser med liberalisme, fordi de afhænger af frihed. Ræsonnement må være selvstyrende og fri for overtro. De institutioner som blev udviklet som konsekvens af Oplysningstiden og som stadig kendetegner vores samfund, lægger også stadig vægt på frihed. Vi går ind for fri og universel uddannelse, så alle kan bruge deres evner til at ræsonnere. Vi arbejder for frie markeder, så selvbevidste mennesker kan efterstræbe deres egne interesse. Vi konstruerer frie forfatninger/regeringsformer med borgerrettigheder og repræsentative institutioner, så alle borgere kan diskutere og give deres bekymringer stemme.
Dette begreb, at alle skal have indflydelse, er liberalismens kerne. Det repræsenterer ikke blot det retningsgivende krav om, at alle mennesker burde være frie, men lægger sig også op af den empiriske påstand, at frie mennesker nødvendigvis vil opdage og bifalde sandheden i, hvad disse store tænkere har erkendt. Selv Rosseaus indrømmelse at det at oplyse folk har vist sig at være ret svært at forestille sig. Derfor ville det være nødvendigt at tvinge dem til at være frie og dette skulle rent faktisk være at prise friheden, fordi Emile, der engang var tvunget til at være fri, er absolut sikker på gyldigheden af hans lærdom og taknemmelig for hans vejleders tvangsmetoder.
Ydermere har tænkere fra Oplysningstiden lovet, at frihed vil bringe fremskridt og magt til mennesker. Fri forskning og uddannelse vil tillade videnskabsfolk at opdage naturlovene og derfor være istand til at kontrollere dem. Bacon ligestillede simpelthen viden og magt. Adam Smith viste, hvordan spillere i det frie marked, som hvis de var blevet ført af en usynlig hånd, naturligt ville øge dets effektivt og orden. John Stuart Mill troede på, at sammenstødet imellem ideer og meninger gjort muligt af frie politiske institutioner, uundgåeligt ville skabe den offentlige politik. Og Kant tænkte, at frihed, når det var forbundet med ræsonnement, ville lede til ’Kongedømmet’, der ville eksistere til enden og ’fred for bestandigt’.
Disse store håb lagde sig op ad, hvad Spragens (1981) har kaldt ’erkendelsesteoretisk manikæisme’ (frelselsesreligion, der fremstiller tilværelsen som en kamp imellem lysets og mørkets magter). Ifølge ham har Oplysningstiden delt verden op i to riger: tvangens kongedømme, overtro, ignorance, slavebindende – kort sagt , mørket og sandhedens kongedømme, ræsonnement, fremskridt, selvbeherskelse – kort sagt, lyset . Frihed repræsenterer en form for bro fra det første til det sidste. Som sådan, blev frihed i realiteten synonymt med klogskab, perfektion og magt. Intet kunne forhindre frie personer at forbedre, rent faktisk perfektionere, sig selv og deres verden.
Det siger sig selv, at utallige tænkere efterfølgende i vores egen tradition har givet os en grund til at stille spørgsmålstegn ved Oplysningens urokkelige tro på menneksets skarpsindighed, dyd og fremskridt. Marx blotlagde manglerne ved det frie marked. Nietzsche skar i stykker eller rettere flåede han faktisk fundamenterne for vestlig videnskab og moral fra hinanden. Shelley skildrede det Frankensteinske mareridt i vores videnskabelige opdagelser. Weber afstemte os til at være desillusionerede og selv-fastlåste af vores rationelle, effektive bureaukratier. Freud afslørede vores underbevidste irrationaliteter og utilfredsheder. Orwell chokerede os med sin påvisning af misbruget og forvrængning af sproget. Joseph Schumpeter portrætterede demokratiet som en politisk ideologi på linie med de andre, som kan bruges af ledere til at få indflydelsen over masserne. Walther Lippmann afdækkede udbredt støtte til præ-Oplysnings værdier i den offentlige mening.
Jeg kunne udvide listen uendeligt, idet mange tænkere har efterstræbt, udvidet og styrket de moderne skeptikere og kynikeres ubehagelige indblik af. Vi lever idag i noget som Beck (1992) kalder ’risiko-samfundet’. Mere end på noget andet tidspunkt i den menneskelige historie, er vi nu følsomme overfor og bange for de risici og farer, skabt af vores eget produkt, om det er kernekraft, miljøet, genetiske, økonomiske eller politiske. Ydermere er den ultimative kilde til vores tvivl og frygt vores egen ’refleksivitet’, som både Beck (1992) og Giddens (1991) har pointeret. Vi har vendt Oplysningens mest magtfulde våben - fornuften – imod Oplysningen selv og brugt dette våben til at tvivle på og/eller miskreditere vores mest noble præstationer.
Beck og Giddens pointerer også, at de fleste af os afviser disse konklusioner. At være enig med dem er det samme som, at anerkende at vores mest beskyttede værdier, institutioner og resultater er som quixotiske selvbedrag. Ligesom den spanske helt Don Quixote, finder vi det ubehageligt og svækkende at stirre ind i spejlet. Vi vælger i stedet at gallopere videre med vores hoveder selvretfærdigt højt hævet. I overensstemmelse hermed er kynikere ikke vores eneste agtede tænkere. Mange forfattere har opnået berømmelse og anderkendelse ved at beskytte Oplysningen imod angribere. Naqel, Hempel og Popper har fordoblet bestræbelserne på at påvise muligheden for objektiv viden i videnskaben. Friedman og Hayek har fornyet og styrket troen på det frie marked. Rawls og Habermas har redefineret og genbekræftet grundlæggende Kantiske etikker og politikker. Hver af disse mænd og andre som dem har trofast forsvaret menneskelig rationalitet og frihed. For Naqel, Hempel og Popper blev disse koncepter retfærdiggjort ad den præsicerende metologist, som var hengiven overfor verifikation, men stadig åben for falsifering; for Friedman og Hayek var det det rationelle økonomiske individ, som var istand til at kende sine egne interesser, hvis friheden var der til det; for Rawls og Habermas var det ved det tænkende etiske frie jeg, ’bag sløret af ignorance’ eller den ’ideelle tale situation’, for omstændighederne, fordommene og tvang i historien og samfundet.
De fleste vesterlændinge kan ikke finde tiden til at læse eller overveje disse tankefulde skrifter. Derfor leder vi efter mere åbenlyse og tilgængelige bekræftelser af vores tro. Der findes måske ikke andet end kommunismens fald i det sovjetiske imperium, som har gjort mere for at dulme vores usikkerheder og bekræftet vores selvtillid. Vi kan godt lide at tro, at folket i Østeuropa endeligt har smidt deres undertrykkere ud, fordi de værdsætter de samme idealer vi holder så kært. Disse energiske forsøg fra de efterfølgende regimer på at søge vores hjælp og efterligne vores veje, styrker fortsat vores tro på validiteten og overlegenheden af vores principper og regler. Den uforsonelige kampagne, der bliver ført af vores regeringer om at missionere ’den vestlige livstil’ overalt i Øst-europa og andre steder, har spillet, mener jeg, en vigtig rolle i at afstive vores selvtillid. Det er fordi vi får flere konvertitter til vores tro og vi kan derfor finde trøst i ideen om at vores tro repræsenterer, i værste tilfælde, den bedste mulighed der er, og i bedste fald, den universelt bedste mulighed. Vi liberale lever af konvertitter, fordi den interne logik af liberalisme kræver den konstante godkendelse af rationelle frie agenter.

Muslimsk modstand

Muslimer tiltrækker vores opmærksomhed og antipati, fordi de afviser at lade sig konvertere. Eksempelvis ser vi monarkiernes vedholdenhed overalt på den arabiske halvø. Ydermere så virker det som om at folk, der lever under disse sørgelige middelalderlige myndigheder tolerer dette. I 1979, afsatte iranerne deres vestligt-søgende moderniserende Shah og henstillede, efter Vestens mening, til en ’regressiv’ stat, der var styret af antikveret islamisk lov.
Eksempler på modstand imod assimilering er mindre dramatiske i Europa men ikke mindre åbenlyse. Muslimske indvandrere lader til at samle sig i etniske enklaver eller ghettoer, hvor de reetablerer og bevarer deres gamle skikke fra hjemlandet (Anwar 1979). De former deres egne specielle organisation, som afviser forbindelse med ikke-muslimske grupper (Oezcan 1989). Mange muslimer forbyder deres børn at gå i folkeskole eller tvinger dem til at gå i Quran-skoler, hvor de glemmer hvad de er blevet undervist i de offentlige klasser (Irskens 1977). De fleste af disse indvandrere forekommer at fremstå som afvisende overfor at socialisere med eller gifte sig med vesterlændinge, iklæde sig vestligt tøj eller mestre vestlige sprog (Abdullah 1981). Ligemeget hvor vi vender os, fortæller muslimerne os at de ikke ønsker at være som os.
Men hvorfor? Vi peger ofte belejligt på fanatisme, åndsformørkelse og demagogi. Islam har uden tvivl sin del af fanatikere ligesom ethvert andet verdenssyn. Derfor vil nogle muslimske kritikere erklære apokalyptiske visioner af en forestående vestlig nedgang og messianske forudsigelser af muslimske overherredømme (Cemile 1985). Vi fokuserer på disse excentriske, ligesom den selvbestaltede tyrkiske profet Cemalettin Kaplan i Cologne (Stern 1987), fordi vi ønsker at ignorere mere eftertænksom og gennemtrængende kritik. Når vores liberale antagelser er givet, er ideen af en logisk men stadig resolut forkastelse af liberalisme, som rammer os, oxymoronsk (selvmodsigende udsagn) og derfor er den umulig.

Generelt set kan islamisk kritik af vestlig liberalisme, deles op i to kategorier. Den første understreger vestlig hykleri; vesterlændinge afviser at omfatte eller garantere overfor muslimerne de samme grundlæggende rettigheder og privilegier som alle mennesker fortjener. Muslimske forfattere raser ofte imod det fejlagtige billede af Islam, der bliver præsenteret i de vestlige medier og forankret som en populær mening. De klager over, at europæere fejler ved ikke at lade deres meget publicerede fornuft, fordomsfrihed og tolerance gælde for Islam, når de evaluerer den. Eksempelvis protesterer få europæere, når nonner bærer tørklæde som en vane og som udtryk for deres fromhed eller når de vælger at leve afskåret/adskilt i nonneklostre. Men når muslimske kvinder tildækker deres hoveder med tørklæde eller deres kroppe med ikke-afslørende klæder eller når de afviser at tage del i aktiviteter, hvor mænd er involveret, så udbryder vesterlændingene ’patriakat’, ’herredømme’ og ’uretfærdighed’. I de tidlige 1980’ere besluttede myndigheden i Nordrhein-Westfalen at give islamisk religiøs instruktion i de offentlige skoler, men de fortsatte herefter videre og etablerede en kommision bestående af kristne teologer, som skulle have lavet forslag til undervisningsplanen. Muslimske organisationer modsatte sig kraftigt planerne, fordi som de argumenterede ville kristne aldrig tolerere en kristen undervisningsplan skrevet af muslimer. Ligeledes anerkender muslimer Kristendommen som en legitim tro, hvorimod den kun er den romersk-katolske kirke, ikke de evangeliske kirker, der har gengældt sådan en anerkendelse. Ydermere så har den føderale republik af Tyskland erklæret de romersk-katolske og de evangeliske kirker, som ’anerkendte religioner’ – en legal status, som gør dem berettiget til at få betydelig financiel assistance fra staten. Den har stadig ikke gjort det samme for Islam, trods deres ca. to millioner tilhængere i Tyskland. Med ordene fra den Islamiske Føderation i Berlin (1986):

”Hvis vi i Berlin skal skabe vores fremtid sammen, så er det ikke nok at støtte de retfærdige krav fra den sorte befolkning i Sydafrika; det er meget mere nødvendigt at støtte disse friheder og rettigheder i selve Berlin, og for alle de troende.

På den anden side har europæerne udvist respekt og sympati for meget af den kritik. For eksempel har muslimske minoriteter fået retten til at stemme i lokale valg. I Tyskland har de Grønne foreslået vedtagelse af ’retten til at bosætte’, som vil give fastboende udlændinge alle statborgerskabets rettigheder uden, at det kræver opnåelse af statsborgerskab/naturalisation. I Frankrig har S.O.S. Racisme stædigt bekæmpet forskellige former for diskrimination. I de fleste europæiske statssamfund har muslimerne vundet vigtige retsager for at beskytte deres civile friheder (Thränhardt 1986). Opråb om hykleri samler begrænset sympati, fordi de, som et resultat heraf, kræver at liberale værdier skal gælde for muslimer.
Den anden form for kritik er langt mere truende, fordi den generelt set følger den samme linie af argumenter, som er præsenteret af Vestens egne skeptikere og kynikere. De hævder at det frie marked ikke har frigjort mennesker; den har nærmere trælbundet dem til maskiner, forbrugerisme og rå materialisme. Endvidere har liberal moral næsten ikke skabt et samfund karaktiseret af bestandig fred. Vold, aggressioner, udnyttelse og fremmedgørelse spreder sig voldsomt i vestlige samfund. ’Det må beklageligvis erkendes’, konkluderede en kritiker, ’at den vestlige civilisations mangler og svagheder ikke er mindre end dens fordele... trods de sidste nyskrevne sider i historien, har hverken den menneskelige glæde øget eller de sociale sygdomme formindsket.” (Lari 1977)
Desuden varer disse problemer ved ikke fordi det liberale projekt ikke er færdigt, men fordi dens underliggende antagelser er dybt forfejlet. De liberale principper kan ikke stå op imod ’logisk gransken’. Som et resultat af dette,

”kan det moderne menneske, meget mere end dets forgængere, konstruere mennesket, men ved mindre end nogen som helst af dem, hvad det er han konstruerer... disse nye ideologier... fejler ved ikke at opfylde grundlæggende menneskelige behov og... enten leder de folk ind i en form for formålsløshed eller trækker dem ind i trældom”. (Shari’ati 1980)

Sådanne forfattere kritiserer ikke altid kun Vesten; Der er faktisk mange, der har bestræbt sig på at afsløre og reformere fejlene i selve den islamiske civilisation . Men deres mål er at befri læseren for deres tvang til at romantisere og efterstræbe vestlig liberalisme, som selvom de insisterer, ikke fremsætter nogle ubestridelige overlegne løsninger for menneskeheden. Kig i din egen tradition for løsninger, siger de bønføldende.

At liberalisere muslimer

Vi vælger ikke at se eller høre denne velbegrundede kritik af liberalismen. Vi tror på, at logikken i liberalismen belærer, at fri og rationel tænkning nødvendigvis kulminerer i accepten, ikke forkastelse, af liberalisme. Som svar på dét, fokuserer vi vores opmærksomhed på de forskelligartede kræfter, som angiveligt hindrer muslimers måde at tænke. De sociale videnskabelige analyser af situationen i muslimske samfund i Europa har produceret en omfangsrig litteratur. Siden ca. sidst i 1960’erne har europæiske regeringer bestilt tusinde af disse studier . Trods overfloden af sådanne undersøgelser indeholder de fleste alligevel et fælles tema – at oplevelsen af at udvandre fra traditionelle (muslimske) til moderne (vestlige) samfund uundgåeligt forårsager hurtig og desorienterende forandring. Med andre ord, når de faktisk bliver forflyttet fra den ene dag til den anden, fra landsby til metropol, finder de tilpasningen til tempoet og kravene til det moderne liv svære og truende. De klæber sig til deres traditioner (om det er patriakalske familier, uddateret religiøse foreskrifter eller autoritære politiske trossætninger) i et frugtløst forsøg på at flygte eller langsommeliggøre forandringen og dens fortærende konsekvenser. Stædig fastholdelse af traditioner, med ordene af en tysk analytiker,

”skal ikke forståes som en naturlig fortsættelse af livsstilen fra hjemlandet, men nærmere som et forsvar imod det ændrede miljø. Konfrontationen med den omgivende verdens afvigende retninger af, skaber i ethvert tilfælde en form for sikkerhed, en begrænsning af pesonligheden. [Dette leder] til tegn på tilbagetog og (kompensation) såsom overdrivelse af traditionelle normer og værdier, en idealisering af hjemlandet, undgåelse af kontakt med det tyske miljø”. (Neumann 1980)

Disse defensive reaktioner er ikke ’naturlige’ ifølge vestlige analytikere. Muslimer er derfor typisk diagnosticeret som, at de lider under forskellige psykologiske og sociale forstyrrelser, inklusiv ’ananomi’, ’angst’, ’kulturchok’, ’identitets-forvirring’, ’fragmentering af selvopfattelsen’, ’utilstrækkelig selvtillid’, ’utilstrækkelig ego identitet’, ’psykisk overlast’ eller ’socio-kulturelt stress’. Ydermere skaber disse symptomer sådanne unaturlige og afvigende opførsler såsom: opgivelse, virkelighedsflugt, overdrevent forbrug, agressioner, kriminalitet og ekstremisme (Ronneberger 1977; Albrecht & Pfeiffer 1979).
Sådanne analyser deler muslimer og europæere ind i to adskilte klasser af aktører. Europæerne skal forestille at være de frie agenter, som anvender fornuft til at handle naturligt og normalt, hvorimod muslimer til gengæld, er skildret som værende irrationelle og ikke (endnu) frie til at tænke eller handle fornuftigt. Disse studier ignorerer de politiske, kulturelle og race-mæssige foreskelle imellem muslimer og europæere; faktisk koncentrerer de sig om en mere tiltalende epistemologisk (videnskabsteoretisk) forskel. For at sige det i en nøddeskal, så ser vi og behandler ikke muslimerne forskelligt fordi de har et andet pas, tror på en anden Gud, kommer fra en ikke-europæisk race eller selv pga. deres mørklødethed – de har simpelthen ikke fået muligheden for at ræsonnere frit.
Både den liberale diagnose og skelnen afgør løsningen på det muslimske problem. Vestens målsætning bliver tydelig: at befri og oplyse den muslimske befolkning. For sociologer betyder dette at reducere eller eliminere de sociale uligheder, som fastholder muslimer, der i Europa lever i en tilstand af marginalisering og er underpriviligerede. Disse forfattere ordinerer sociale programmer, som er designet til at forsyne muslimer med muligheder indenfor lejligheder, uddannelse og arbejde på lige fod med det som europæerne nyder godt af (Hoffman-Nowotny og Hondrich 1982). For psykologer og pædagoger indeholder helbredelsen resocialisering af muslimerne (sædvanligvis er det de små, hvis tankevirksomhed stadig kan formes) til de moderne liberale værdier, som er fremherskende i Vesten. Efterfølgende forsynes de med programmer, som absorberer og integrerer muslimske elever ind i det offentlige uddannelsessystem fuldt ud.
Sådanne foreskrifter sigter efter at have muslimerne mere ’som os’ enten ved at give dem de samme muligheder (eller friheder), som vi har eller ved at instruere dem i vores skikke. Disse forslag betragter ikke muslimer som mennesker, men som en menneskelig materie, der skal formes efter vores egen forestilling; De står fast på den tro, at muslimer vil omfavne vores skikke lige så snart de er givet mulighederne, resourcerne og støtten til at gøre det. Derfor forudser den tyske sociolog Esser (1980), at integrerede udlændinge efterhånden vil assimiliere de moderne normer og værdier, der opretholder ’system ligevægt’ i den Føderale Republik. Selv forslag for ’multikulturel uddannelse’, som integrerer muslimsk tro og erfaringer ind i det generelle pensum, søger ultimativt at indprente klassiske værdier fra Oplysningstiden i muslimske og europæiske elever. Fortalere for ’multikulturel uddannelse’, argumenterer for, at det ’nedbryder foredomme og nationalisme, opfordrer til tolerance for det fremmede og anderledes og fordrer en empati for ’den andens’ situation istedet for at konkurrere’ (Essinger og Hellmich 1981).
Disse analyser og forslag er ikke forblevet upåagtet. Regeringer fra europæiske lande med store indvandrerbefolkninger har iværksat og opretholdt brede kampagner for at integrere indvandrerne ind i den brede befolkning af samfundet op igennem 1970’erne og 1980’erne. Vidtgående sociale velfærdsprogrammer blev udvidet til at inkludere bosatte udlændinge såvel som statsborgere. Særlige boliger, sprogs- og erhvervsmæssige og kulturelle programmer blev udformet til at hjælpe udlændinge til at tilpasse sig livet i Vesten. Uddannelsesprogrammer blev målrettet henimod at forme 2. generations indvandrer til ligeværdige statsborgere når de blev modne (Thränhardt 1986). Et studie sammenlignede disse bestræbelser på udviklingen af en helt ny ’industri’ spækket med produkter og specialister, undersøgelser og grader, institutter og bureauer, handlende og sælgere (Griese 1984).
Efter min mening så tenderer disse initiativer til at afpolitisere relationerne imellem muslimer og europæere. Generelt set så støtter de, men bemyndiger ikke deres borgere. Muslimske indvandrere har stemmeret eller mulighed for at lade sig stille op i få europæiske lande. Konsekvensen er, at de er ekskluderet fra at tage del i udformningen af de programmer og politikker, der er målrettet til dem. Mere essentielt, så hviler denne kritiske deling imellem arbejdskraft og magt mere på epistemolgiske end politiske formodninger og berettigelse. Europæere bemyndiger sig selv med autoriteten til at handle på og for muslimerne og på baggrund af deres liberale forståelse for, at de ved bedre end muslimerne selv, hvad der er bedst for de nyankomne. Europæiske politiske beslutningstagere handler som muslimernes selvbestaltede læger og terapeuter istedet for deres politisk valgte repræsentanter. Når det derfor drejer sig om muslimer, undskylder europæerne dem selv fra den politiske ansvarligehed de kræver i deres egne relationer.
Muslimer finder sig selv lokket i en apolitisk fælde Catch-22, som er i lighed med alle teknokratiske projekter. Hvis de accepterer den europæiske assistance, så vil det betyde at de har givet deres samtykke til billedet af dem som ikke-ræsonnerende ikke-liberale med et behov for europæisk støtte og instruktion. Hvis de afviser eller insisterer imod, at de bliver tvunget ind i integrative programmer, så er sådan en genstridighed taget som endnu et symptom på deres lidelse og derfor er det grundlag for yderligere behandling. For at være sikker så tillader liberalismens logik ikke en fri og ræsonneret kritik eller afvisning af den liberale orden og dets underligggende grundsætninger. Det er udelukkende frie og rationelle repræsentanter, der fortjener de politiske rettigheder, der er associeret med liberalismen; irrationelle medvirkende har brug for frigørelse fra deres irrationelle indflydelse. Og som selvudnævnte vestlige liberale ser vi det som vores ret og pligt til at være muslimernes befriere.

Vilkårlige og ikke-liberale muligheder

Problemet med muslimer, der er bosiddende i Europa er, at de afviser at blive frigjort. Først og fremmest kræver de politiske rettigheder, så de selv kan beslutte, hvad der er bedst for dem selv. Da de muslimske  piger kom i skole med Hijâb, insistererede de på deres ret til religionsfrihed, såvel som retten til at modsætte sig og afvise den franske skoles undervisning. Tyrkiske forældre sender et lignende politisk budskab, når de vifter deres børn afsted til Quran-skoler lige efter deres tyske skoleundervisning. Utallige islamiske organisationer i Europa afviser at deltage i officielle integrationsprogrammer, selv hvis det betyder at de mister retten til den hårdt tiltrængte offentlige støtte. Moskeer i Europa tilbyder foreksempel deres besøgende meget mere end et tilbedelsessted; de leverer også en række sociale ydelser parallelt med, men uafhængigt af de, der er leveret af de europæiske regeringer (Vöcking 1984).
Sådanne modstands handlinger bekymrer og alarmerer, os fordi de virker som om, de afviser vores generøse forsøg på at tilbyde liberalismens frugter. I modsætning til deres brødre og søstre, som er langt borte og som endnu ikke er blevet nok udsat for de liberale værdier eller støtte, så undgår muslimerne i Europa liberalismen trods dens rede tilgængelighed. Intet påvirker og forvirrer europæerne mere end den dokumenterede tendens iblandt muslimske immigranter til at afvise naturalisering for anden generationsindvandrere, som er opfattet som de mest villige og istand til at assimiliere vestlige normer og værdier. De medfører også at afsværge en loyalitetserklæring til de liberale principper, som er fremsat i de europæiske forfatninger, når unge indvandrere engang når den myndige alder. Efter at have levet i vesten fra en tidlig alder og være blevet socialiseret i de offentlige skoler, uddannet vestligt, antager de samme politikker, at muslimerne vil søge om statsborgerskab og omfavne de værdier det indbefatter.
Vores liberale logik har ikke foreberedt os på det faktum, at muslimer ikke vil afsværge sig erklæringen. Vi tror på, at frie rationelle voksne helt naturligt vil godkende liberalisering og dét fordi liberale samfund er retfærdigt konstrueret og organiseret, så derfor er det godkendelse værdig som frie og rationelle personer. Hvis vi tager muslimerne seriøst , så må vi stå ansigt til ansigt med den udsigt, at liberale principper og fremgangsmåder frembringer utilfredshed og misbilligelse. Hvis vi ydermere indrømmer, at muslimer er frie og rationelle individer, så må vi konkludere ud fra deres afvisning, at de måske ved noget omkring liberalisme, som har undveget vores grundige gennemgang. Og dette vil efterfølgende foreslå at vores egen  accept af liberalisme ikke har været så fri og rationel som vi går og tror.
I stedet for at erkende disse foruroligende muligheder, så vælger vi at blive ved med at tro, at muslimernes problemer ligger hos dem selv i stedet for hos os. Vi konkluderer at de forældede skikke og traditioner, som de bringer med sig fra deres hjemlande, er dybere rodfæstet, end hvad tilfældet var oprindeligt. Som et resultat af dette er deres ulykke større end ventet. Vi ser ingen anden mulighed end at dømme forskellene imellem os og dem som indgroede, måske uforandelige. På denne måde vil muslimer blive vurderet som eksterne agitatorer – udenlandske trusler i vores midte, hvis fremmede natur er langt værre end at have et andet pas. Som mange (post-strukturalister) noterer, ”følelsen af forskellighed og ’fremmedartethed’ vi føler overfor muslimer stammer mere fra det subjektive billede vi ønsker at have af os selv, istedet for objektive egenskaber fælles for muslimerne.” (Said 1978).
Men vi beslutter os derefter for, at deres ulykke ikke skal være vores . Vi kan og må bestræbe os på at reformere dem. Hvis de afviser reform, så må vi begrænse eller eliminere deres uønskede påvirkning i vores samfund. Som følge af to årtiers progressiv og integrativ lovgivning, ser vi over hele Europa fra de sene 1980’ere og tidlige 1990’ere stigende opråb og sympatier for hårdere, mere restriktive politikker overfor muslimer og andre ikke-europæiske indvandrere og flygtninge. Det Europæiske Fællesskab, har for eksempel indviet skridt henimod en ’harmonisering’ af lovene, der styrer politisk asyl i medlemsstaterne i håbet om at forhindre flygtninge
i at prøve lykken fra et land til et andet. Forslag er blevet forelagt til at indføre ’indvandringskvoter’, som sætter et loft på antallet af flygtninge og som i nogle tilfælde benævner de lande hvorfra indvandrere vil blive accepteret. Faktum er at de xenofobiske partier, såsom National Front i Frankrig eller Republikanerne i Tyskland har opnået betydelige resultater igennem hele Europa i de seneste valg og det bestyrker disse tendenser.
Disse restriktive forslag og politikker skyder alle skylden på indvandrerne og fritager europæerne for ansvar for de problemer, der er i relation til større folkevandringer. Kravene til at begrænse indvandring har typisk været retfærdiggjort på basis af, at europæerne umuligt kan absorbere hele verdenens fattige og forfulgte. Med andre ord, så er den tredje verdens problemer simpelthen for komplekse og meget vanskelige til at blive løst af en åben-dør politik for flygtninge. Ydermere, så har Europa deres egne problemer, specielt lige nu, da vesteuropæerne har taget ansvaret for at hjælpe deres østlige europæiske naboer i transitionen fra diktatur til demokrati. For eksempel så har de kristne demokrater i respons til de nynazistiske uroligheder i byer som Rostock, genbekræftet og Socialdemokraterne accepteret den tyske regerings plan for at dæmme op for indvandringen til det nyligt forenede land. Ved at gøre således har partierne effektivt meldt ud, at både grunden og ansvaret for urolighederne ikke er hos nazisterne men hos udlændingene, hvis antal er vokset udover det acceptable. Måske forklarer dette også den begrænsede og til tider tilbageholdende politi beskyttelse overfor ofrene af ny-nazistisk terror – såvel som de milde domme, der bliver givet til de dømte gerningsmænd.
Disse handlinger foruroliger vores samvittighed og krænker vores fornuft, fordi vi ikke kan se bæredygtige alternativer men kan heller ikke retfærdiggøre dem med vores liberale overbevisninger. Vi er blevet opdraget til, at den eneste effektive og etiske måde at beskæftige sig med ikke-liberale er at liberalisere dem. Det liberale paradigme har yderligere forsikret os om, at alle mennesker af natur besidder evnen og lysten til at blive liberal, når de er frie til at gøre det. Tvang burde ikke spille nogen rolle. Vores samfund er selvregulerende og selvlegitimerende.
Når den liberale kur fejler i at hele vores sociale sår, så finder europæerne ikke andet valg end at acceptere den gamle ide med, at muslimer og europæere har uforanderlige og uoverkommelige foreskelle. Alligevel er det præcis disse former for irrationelle og ligegyldige foreskelle, ligemeget om det er religiøse, racemæssige, nationalistiske eller etniske, som liberalismen formodentlig skulle overvinde og bryde. Når vi ikke kan overbevise muslimerne om vores universelle liberale syn på den menneskelige natur og morale, så ser vi ingen anden mulighed men at disciplinere og tvinge dem. Sådanne taktikker og forklaringer, som hører til en præ-liberal æra, tvinger os til at anerkende ubekvemt, at vi er mindre liberale end hvad vi tror vi er. Når alt kommer til alt, er der så nogen virkelig filosofisk eller etisk forskel imellem de liberale regeringers politikker, som hindrer indvandringen af og opfordrer til udvandringen af muslimer, og slogans fra Natonal front eller det Republikanske Parti, som siger at Frankrig er for franskmænd og Tyskland er for tyskere? Den eneste forskel er i det faktum, at de xenofobe føler sig helt retfærdiggjort i at tyrannisere muslimerne, hvorimod vi ikke føler det. Dette mere end noget andet forklarer, hvorfor muslimernes tilstedeværelse i Europa forårsager os så meget ængstelse.