|
|
Presse
|
Verdenssamfundet er i disse timer og dage vidne til en massakre og etnisk udrensning af uhørte dimensioner. Vi er vidner til, at flere familier bliver udslettet med koldt blod og at flere uskyldige bliver invalideret for livet. De er ikke kun fysisk invalideret, men de bærer også på store ar på sjælen, som kun kan heles med et mirakel.
Som vidner til dette folkemord bærer vi et betydeligt ansvar. Ethvert vidnes opgave er at udstille en kriminel handling, så den tiltalte kan blive draget til ansvar for sin kriminelle handling. I ethvert retssamfund bliver drab på uskyldige som minimum bragt for en domstol og derefter straffet med en lang fængselsstraf. Det vil sige, at der er en pris.
At dræbe en palæstinenser er gratis. Det er retten til livet på vinterudsalg. Hvis du vil have fornemmelse af at dræbe et menneske uden at blive draget til ansvar, så er det sikrets Ingen spørgsmål stillet, ingen samvittighed, ingen retsag og ingen tiltalte men masser af vidner. Den skyldige er palæstinenseren, som i forvejen blev forvist fra sit land og levebrød og som nu lever under fattigdomsgrænsen i fængsel i deres eget land og i utallige flygtningelejre.
Palæstinenserne er som Amerikas indianere, da den hvide mand tog på eventyr i deres land. Palæstinenserne er som de indfødte i Australien, da den hvide mand tog på eventyr "downunder", som man siger. Palæstinenserne er som inkaerne i Sydamerika, da El-Conqistadores kom på uanmeldt besøg og satte sig ved deres spisebord i mere end én forstand.
Palæstinenserne er ligesom de indfødte i Sydafrika før hollænderne kom til og lavede raceskel og gjorde dem til fanger i deres eget land, imens de selv tog landområder, som hvis de serverede sig selv ved en tag-selv-buffet. Palæstinenserne er som de jøder, hvis ejendom og liv blev taget af den tyske værnemagt under 2. verdenskrig, kun fordi de var jøder. Det vil sige, at de rent faktisk lever som levende lig i en koncentrationslejr.
Fællesnævnerne for alle disse folkeslag er udover at dele skæbne med palæstinenserne, så var de udsat for folkedrab, folkemord eller massemord. Den anden fællesnævner er, at deres bødler har givet dem deres land tilbage for en meget stor pris.
De to eneste ting de IKKE deler med palæstinenserne er, at disse folkeslags nedslagtning var midlertidig og det faktum, at palæstinenserne stadig er i fængsel i deres eget land.
Palæstinensernes nedslagtning ser ud til at være permanent og deres bødler har ikke i sinde at stoppe. Tværtimod. Er dette hvad vi lærer vores børn. Vende den anden kind til, når nogen har brug for hjælp? Tænk over hvad det er for et verdenssyn, vores børn skal have. Skal de være sympatiske og forstående og have en udpræget grad af empati? Eller skal de være koldblodige og kyniske og udvise ligegyldighed over for tab af uskyldige menneskeliv? Nedenstående er en kunstners bud på den uretfærdighed, der regerer:
“Hvor mange ører skal en person have før han kan høre folks gråd?
Og hvor mange dødsfald skal der til indtil han finder ud af at for mange er døde?
Og hvor mange år kan nogle mennesker eksistere før de er tilladt frihed?
Og hvor mange gange skal et menneske dreje sit hoved og lade som om han bare intet ser?
Svaret, min ven, svæver i vinden
Svaret svæver i vinden."
Valget er jeres og det er aldrig for sent!
Støt folket i Gaza og vis jeres sympat! |
|
Senest opdateret: Torsdag, 14. januar 2010 10:31 |
|
 Munida ønsker alle muslimer en velsignet ramadan og i denne anledning præsenterer vi et spændende projekt. Munida Iqraa er en ny hjemmeside, hvor du kan lære at læse koran. Udnyt denne velsignede måned til, at søge endnu mere viden i Allahs (swt) hellige bog.
Besøg Munida Iqraa her
|
|
Senest opdateret: Søndag, 15. november 2009 18:47 |
|
»Som juleaften hver dag i en hel måned« |
 24timer 11. oktober 2007 (Kamran Iqbal er medlem af Munida)
Hvordan fejrer muslimer deres helligste måned ramadanen? 24timer har besøgt en familie
Gasblussene syder i det lille køkken i Brønshøj. I en gryde simrer lammeryg, kartofler, løg og tomat. På panden ved siden af sprutter de små shami-kebab af hakket kød, bønner og spidskommen. 30-årige Kamran står i køkkenet med sin mor Najaff og konen Mahra. De er i gang med at forberede dagens første, rigtige måltid. Med undtagelse af Mahra, der ammer, og lille Ibrahim på seks måneder har ingen i familien spist siden klokken fem i morges. Det er ramadan, og det betyder faste fra daggry, til solen går ned. Til gengæld får madlavningen en ekstra tand. Kamrans far, Sami, leger med Ibrahim på stuegulvet, mens middagen tager form.
Sætter pris på vand
Men bliver man ikke vildt sulten af at faste en hel dag? »Der har været et par dage, hvor jeg har været sulten, men det er ikke noget at skrive hjem om. Her den anden dag hjalp jeg med at flytte, og der blev jeg godt nok lidt tørstig. Men så sætter man til gengæld ekstra pris på at få et glas vand, når fasten slutter ved solnedgang.« Ramadanen handler dog også om andet end at faste. »Det handler også om at være sammen med familie og venner. Hver aften bryder vi fasten sammen. Det er en glæde, vi deler med hinanden. Det er som at holde juleaften hver dag i en hel måned, « siger Kamran. For Najaff og Mahra er det dog ikke det sociale samvær, der er det bedste. »Det er at recitere Koranen, « fortæller de. Ramadanen er nemlig den måned, hvor Koranen blev åbenbaret for profeten Muhammed.
Man giver mad væk
Lige inden middagen ringer det på døren. Det er naboen, som kommer forbi for at aflevere adskillige madretter. »Sådan er det ofte under ramadanen. Der kommer folk forbi med mad,« fortæller Najaff. Hun giver også naboen noget mad med på vejen. De griner, fordi de har lavet den samme ret: Kikærter med løg. Klokken 18.28 er solen gået ned, og familien kan sætte sig til bords. Fasten brydes ved at spise en dadel – de tørrede frugter er søde, klistrede og klæber fast i ganen. Efter forretten, der består af frugtsalat og shami-kebab, er det tid til at takke Allah. Med undtagelse af lille Ibrahim breder alle i familien små bedetæpper ud på stuegulvet. De næste par minutter fremsiger Kamran bønnen, mens han sammen med resten af familien flere gange knæler og sætter panden mod gulvet. Da resten af festmåltidet er fortæret og skyllet ned med en kop kaffe, smutter Kamran forbi moskeen til dagens sidste bøn. |
|
Senest opdateret: Søndag, 15. november 2009 18:48 |
|
Man skulle tro, jeg havde sprængstof på mig |
|
metroXpress 8. oktober 2007 (Ibrahim El-Faour er medlem af Munida)
Jeg har tit spekuleret over, hvor lidt vi hjælper hinanden i dette samfund. Desværre bliver jeg gang på gang forarget over, hvor lidt vi egentlig hjælper og støtter hinanden.
Dette gælder i mange hverdagssituationer, men der hvor jeg virkelig oplever manglen på en hjælpende hånd- på egen hånd, er når man går i stå på de danske motorveje.
For kort tid siden hjalp jeg en stakkels bilist fra Sverige, som var gået i stå ved Nordsjælland. Bilisten var på vej til Göteborg med 4 tons varer i sin varevogn. Hans bildæk var sprunget, og han var ikke medlem af Falck, så jeg hjalp manden fra kl. 19.00- 03.00 om natten.
Jeg tænkte efterfølgende meget over, hvordan den mand ikke havde fået hjælp af andre som var kørt forbi, og at han først fik hjælpende hånd ca. en times tid efter hans dæk sprang.
En anden gang oplevede jeg en bilist, som var gået i stå på motorvejens midterrabat, hvor politiet og mange andre bilister bare passerede forbi ham. Jeg så ham fra modsatte side, og efterfølgende kørte jeg straks hen til ham for at give en hjælpende hånd. |
|
Senest opdateret: Tirsdag, 09. oktober 2007 01:34 |
|
Læs mere…
|
|
Unge sætter ord på bedre integration |
metroXpress 27. juni 2007 (Khadije Nasser er medlem af Munida)
1  8-årige Khadije Nassers historie starter med en flugt ud af Libanon for otte år siden.
Det skulle egentlig kun have været en tre ugers ferie i landet, men faren havde pludselig forlænget opholdet på ubestemt tid. Khadije Nasser er egentlig ikke helt sikker på, om hun skal fortælle historien.
»Folk tænker måske, at det er modigt, men måske også ‘hold kæft, hvor er de der arabiske mænd bare nogle idioter’. Det har jeg tænkt meget over, altså om historien er med til at bekræfte et billede, som mange nok har af arabiske mænd,« siger Khadije Nasser, der alligevel har valgt både at skrive og offentliggøre historien.
Det er vigtigt, at samfundet også får et indblik i hendes verden, mener Khadije Nasser – og det er samtidig kernen i Betty Nansen Teatrets integrationsprojekt ‘C:ntact’.
Teatrets integrationsprojekt er en reaktion på, at der under folketingsvalget i 2001 blev fokuseret meget på folk med anden etnisk baggrund. Det startede med syv teaterforestillinger under temaet ‘De andres tanker’, der forsøger at afdække forholdet mellem ‘dem’ og ‘os’.
|
|
Senest opdateret: Søndag, 15. november 2009 18:49 |
|
Læs mere…
|
|
|
|
|
|
|
Side 1 af 3 |
|
Copyright © 2009 Muslimsk Ungdom I Danmark
|