Banner

Fajr: 04:47 | Shuruq: 06:25 | Dhuhr: 13:09 | Asr: 16:45 | Maghrib: 19:52 | Ishaa: 21:24

Forside - Nyt - Pressemeddelser -
Et stykke tekstil på 20 gram
Jyllandsposten 10. maj 2007 - Af Ruhina Abdallah bestyrelsesmedlem, Muslimsk Ungdom i Danmark

UMIDDELBART er det et stykke let stof. Nogle gange er det i diskrete jordfarver. Andre gange kan det forekomme i friske forårsfarver.

Som den dag i sidste uge, hvor vi alle blev vidner til et nyt kapitel i demokratiets historie i Danmark. Da optrådte det som en trendy turkis øjenåbner. En frisk forårsbrise, der blæste hen over det danske land og for alvor fik vækket hele den danske befolkning.

For mange var det en brat opvågning. For det første fordi dette stykke stof sad på et hoved. Et venligt og smilende hoved, som hverken råbte op eller kværulerede, men svarede blidt og tålmodigt med en anelse overbærenhed på alle de spørgsmål, som straks begyndte at strømme fra alle retninger.

Hovedet med stoffet talte oven i købet et ganske hæderligt dansk, og inden i hovedet gemte sig en uddannet socialrådgiver.

At et hoved omviklet med et lille stykke tekstil på 20 gram også kan have en stemme, og i særdeleshed en kraftfuld stemme, var for mange mennesker noget nyt at stifte bekendtskab med. Og at der i Danmark findes flere sådanne tænkende hoveder omviklet med stof, er for nogle måske en endnu større kamel at sluge.

Fordomme afkræftes

At forestille sig at de beklædte hoveder efterhånden findes som læger, jurister, farmaceuter, folkeskolelærere, sygeplejersker, pædagoger og andre fuldt ud relevante samfundsnyttige hverv, er for mange stadig en utænkelighed.

Og dog findes de. Det er de anonyme solstrålehistorier, som afkræfter vore fordomme dagligt. Det er unge, stærke og veluddannede kvinder, som for de flestes vedkommende er født og opvokset i Danmark.

Det er kvinder, som alle har taget et selvstændigt og bevidst valg om at bære dette lille stykke stof. En beklædningsgenstand, som for disse kvinder er lige så naturlig i verden, som det er for andre at gå med bukser eller skjorte.

Tørklædet er og bliver en realitet i Danmark. Det er et led i samfundets globalisering og udvikling, og i denne sammenhæng er den kommende folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, en manifestation af lige netop de demokratiske frihedsidealer, som vi ynder at hylde; nemlig det bevidste valg og den personlige frihed.

Og alligevel høres der ytringer fra diverse individer. Disse selvmodsigende kritikere repræsenterer en fløj, som i allerhøjeste grad fremstår som et underudviklet stammefolk.

Senest i form af et særdeles uvidenskabeligt og absolut ikke evidensbaseret udfald fra Kvinder for Frihed, som postulerer, at man som tørklædebærende ung pige udvikler sig til en skramlende skør knoglekasse, og at eneste løsning er at forbyde denne beklædningsgenstand til unge under 18 år.

De såkaldte lægefaglige medlemmer af foreningen henstilles venligst en anden gang til at foretage grundige videnskabelige litteraturstudier, inden diverse postulater udslynges som faglige fakta.

Det er absolut velkendt, at andre faktorer er altafgørende, herunder uhensigtsmæssig kost, manglende motion, alderdom, genetiske prædispositioner og øget hudpigmentering.

I stedet for at lade sig provokere af et lille tekstil på 20 gram, ræk da frem til dit medmenneske med dine tanker i stedet for at overrumples af diverse antidemokratiske ytringer, der ikke levner plads til mangfoldigheden.
Bag tørklædet er der et menneske, der ønsker godhed til verden; spørgsmålet er blot, om man tør lade det komme frem.
Senest opdateret: Torsdag, 14. juni 2007 00:24
 

  Copyright © 2009 Muslimsk Ungdom I Danmark