|
metroXpress 8. juni 2007 (Ibrahim El-Faour er medlem af Munida)
PERSONLIG TRO »Hele familien rejste til Mekka. Jeg var lige kommet i puberteten, og det handlede mest om piger og voks i håret. Men så kom vi til Mekka, og det var så smukt. Fire millioner mennesker fra hele verden, der gjorde de samme bevægelser på samme tid. Jeg havde voks i håret de to første dage. Så satte jeg det væk. Det var pludselig ligegyldigt.« Islam giver 22-årige Ibrahim El-Faour ro og styrke. Han har været praktiserende muslim, siden han som syvårig efterlignede sin far under de fem daglige bønner. Pilgrimsfærden til Mekka mejslede sig ind i Ibrahims bevidsthed, og islam bor i ham i dag. Troen mildner og lindrer, hver gang noget smerter. »Dengang jeg blev erklæret fodboldinvalid, og lægerne sagde, jeg ikke kunne spille mere, fik jeg det bedre, når jeg bad til Gud. Når jeg kom tæt på ham, gjorde det mindre ondt,« forklarer Ibrahim.
Det skal balancere
Ibrahim El-Faour bor i en lejlighed i Kokkedal. Så tæt på sine forældre og søskende, at ‘han kan dufte, når hans mor laver mad.’ Til daglig arbejder han som lærer på Holmegaardsskolen i Kokkedal og træner smådrenge i Birkerød Fodboldklub. »Islam er fedest,« siger Ibrahim, »når den balancerer. «Balanceakten går ud på at smelte sammen med det danske samfund og samtidig lade sig opsluge af troen. »Jeg har mange danske venner, jeg er aktiv i foreningslivet og spiller fodbold. Men samtidig er jeg tæt på Gud,« siger Ibrahim, hvis tro blev udfordret i gymnasiet. »Der kom jo alle festerne og drikkeriet. Jeg tænkte, hvorfor forbyder islam mig mon det her? Men så kunne jeg se, der var en idé i ikke at drikke sig fuld. Jeg kunne se mine venner blive dårlige, brække sig og ikke have styr på deres handlinger,« siger Ibrahim og fastslår i samme åndedræt, at han til hver en tid respekterer, hvordan andre lever deres liv. Troen giver Ibrahims liv
mening. Glemmer han momentvis islam, fordi den materielle verden trænger sig på, får han det skidt. »Hvis jeg for eksempel tager i Lyngby Storcenter flere dage i træk for at shoppe og se på damer, og jeg begynder at udskyde min bøn klokken 16, så får jeg det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg har jo ikke behov for de ting. Jeg har behov for Gud.« Den 22-årige har så meget behov for Allah, at han nogle gange står op om natten for at møde ham. »Der har jeg ham jo helt for mig selv. Man siger, at natbønner giver ansigtet lys. I den periode, hvor jeg bad meget om natten, sagde folk til mig: ’Hvor har du dog et lyst ansigt.’ Det ser jeg som et tegn fra Gud.«
Driblinger uden smerte
For Ibrahim er det også vigtigt selv at give tegn til omverdenen om, at islam er en fredselskende religion. »Jeg hjælper for eksempel ældre damer med deres bæreposer. Nogle gange tror de, jeg vil stjæle fra dem,« griner Ibrahim. Ibrahim roser Danmark for at række hånden ud efter alle trosretninger. »Det fede ved Danmark er, at man kan dyrke sin religion i frihed,« siger Ibrahim, der også dyrker noget meget dansk. Nemlig foreningslivet i Birkerød Fodboldklub. Lægernes dom ‘fodboldinvalid’ valgte han at overhøre. Allah hjælper ham gennem driblingerne uden smerter. »Fodbold kan kun Gud få mig fra.« |
