Banner

Fajr: 06:05 | Shuruq: 07:51 | Dhuhr: 12:25 | Asr: 14:27 | Maghrib: 16:57 | Ishaa: 18:37

Forside - Viden - Artikler - Islam -
Hvilket ansigt viser du?
Som dansk muslim i det danske samfund vil du blive sat i mange forskellige situationer, hvor du skal tage stilling til forskellige spørgsmål. Er du for eller imod? Skal du med til klassefest eller ej? Skal du med til fødselsdagsfest? Skal du med på lejrtur?

Det kan være svært at tage den rigtige beslutning, hvis ikke du som muslim kender de rammer, som skal danne grundlag for din stillingtagen i forskellige forhold. Forhold, hvor man specielt som teenager, skal tage de rette beslutninger, da disse kan have alvorlige konsekvenser for ens voksenliv.

Lad os antage følgende situation; den første skolefest i folkeskolen. Alkohol vil typisk ikke blive serveret, men det vil det blive i de ældre klasser hvor festarrangementer nærmest kører pr. automatik. Den første fest vil typisk blive annonceret af klasselæreren og som elev eksisterer der naturligvis et tillidsforhold imellem denne og eleven. Læreren vil helt givet vide, at du er muslim og kan enten vælge at respektere dette eller forsøge at presse sin egen dagsorden igennem ved indirekte eller direkte pres. I sidstnævnte tilfælde, så vil du som elev ikke kunne undgå at mærke det pres fra både lærer og klasse. Det er et enormt psykisk pres, du bliver udsat for og hvis ikke du er rustet til det hjemmefra, så giver du efter presset. Hvis din bevidsthed derimod som dansk muslim er klar og opdragelsen hjemmefra også støtter op om dit valg, kender modstandskraften ingen grænser. Derfor bør du optimalt set være stolt af din identitet, arv og person.

Troen på Gud skal selvfølgelig være til stede som det første og derfor siger Gud: ”Abu Huraira berettede, at Guds Budbringer (Salallahu aleihi wa sallam) sagde, at Gud, Ophøjet som Han er, siger, ”Jeg er til stede når Min slave tænker på Mig og jeg er med ham når han ihukommer Mig. Hvis han ihukommer Mig inde i sig selv, så vil Jeg ihukomme ham inde i Mig selv og hvis han ihukommer Mig iblandt folk, så vil Jeg ihukomme ham iblandt folk, som er bedre end dem. Hvis han kommer nærmere mig med en håndslængde, så vil Jeg komme nærmere ham med længden en arm, og hvis han kommer nærmere Mig ved længden af en arm, så vil Jeg komme nærmere ham ved længden af udstrakte arme og hvis ham kommer til Mig gående, så vil Jeg komme til ham løbende.” Tirmidhi

Hvordan kan du som dansk muslim forberede dig på de forskellige situationer og være stærk nok til at tro på det, du finder naturligt?

Det starter som før nævnt med bevidstheden om, at Gud er bevidst om alt, hvad du foretager dig offentligt og hemmeligt. Er du bevidst om det, så vil du heller ikke have behov for at tilfredsstille andre end Gud og du vil heller ikke bukke under for noget som helst pres. Læser du i den hellige bog Koranen, det sidste testamente, til daglig? Så vil du opnå velsignelse igennem den handling. Men Bogen skal også læses med forståelse og derfor vil det være bedre, hvis du sidder med en oversættelse du kan forstå. Læsning skal foregå med forståelse for teksten. Brug tid sammen med muslimer og bliv medlem af en muslimsk ungdomsforening og tag aktiv del i deres organisation. Sørg for at have nogle forbilleder som ikke går i konflikt med din person og identitet. Hvorfor skal du det, kan du så spørge?
En del af svaret har du fået, nemlig for at kunne modstå forskellige former for pres mod din identitet. Men en konsekvens af dette er også, hvilke ansigter du vælger at vise. Ideelt set bør du kun vise ét ansigt udadtil, da du ikke vil forvirre hverken andre eller dig selv. Du vil ikke komme til at lide af det jeg kalder social skizofreni. Det er, når du viser et ansigt til samfundet og et andet til muslimerne. Det er utroværdigt og moralsk forkert. Så derfor vis kun et ansigt og du vil opleve respekt og accept af dine holdninger og bedre forståelse, fordi du i kraft af, at du hviler i din identitet, bedre kan forklare din position og ikke mindst, fordi Gud vil velsigne dig og hjælpe dig til at forstå, at alle dine svar på livets dilemmaer finder du i vores islamiske tekster. Et andet princip du bør kombinere med dette, er noget, som nogen vil kalde mavefornemmelse, fingerspidsfornemmelse, 6. sans osv., kald det hvad du vil, men i vores islamiske tradition kalder vi det "at rådføre sig med sit hjerte". Det vil kombineret med vores islamiske tekster hjælpe dig rigtig godt på vej. Må Allah hjælpe os til at træffe de rette valg og lade os fremstå som stærke og troværdige.
Last Updated on Tuesday, 02 March 2010 12:07
 

  Copyright © 2009 Muslimsk Ungdom I Danmark