Af Ibn al-Qayyim i Al-Wabil As-Sayyib min Al-Kalim At-Tayyib

Oversat fra engelsk til dansk, http://www.sunnahonline.com/ilm/purification/0106.htm

Jeg hørte Sheikh al-Islam, Ibn Taymiyah – må Allah hellige hans sjæl – sige, ”sandelig, der er et Paradis i denne verden [og] dem som ikke kommer derind, vil ikke komme ind det Hinsides Paradis”. Og engang sagde han til mig, ”Hvad kan mine fjender gøre imod mig? I mit bryst har jeg både mit Paradis og min have. Hvis jeg rejser, er de med mig og de forlader mig aldrig. Fængsel for mig er et religiøs tilflugtssted [Khalwa]. At blive slået ihjel er for mig martyrium [Shahadah] og at blive udvist fra mit land er en spirituel rejse [Siyaha]”. Mens han var fængslet i borgen, plejede han at sige, ”Jeg kunne ikke være mere taknemmelig for denne velsignelse, om jeg så blev givet hele denne borg i guld”; eller ”Jeg vil aldrig være i stand til at tilbagebetale dem for det gode der er tilkommet mig [i dette fængsel].” [Ibn Al-Qayyim ledsagede Ibn Taymiyyah til fængsel (jf. introduktion)]. Og i knæfald ville han sige, mens han var fængslet ”O Allah, hjælp mig i min taknemmelighed til Dig, i min ihukommelse af Dig og den smukkeste tilbedelse af Dig”, så meget som Allah ønsker. [En bøn anbefalet af Profeten (sallahu aleihi wa sallam) til Muadh. Nasa’s, Sahw, 1286; Abu Dawud, Salat, 1301].

Engang sagde han til mig, ”Den rigtige fange er en, hvis hjerte er fængslet fra sin Herre; den der er i rigtig fangenskab er en, der er fanget af sine lyster.” Og da han entrerede borgen og var bag dets vægge, kiggede han op på dem og reciterede verset, ”Og en væg er sat imellem dem som har en port. På indersiden er der barmhjertighed og på ydersiden er der straf.” [57, Surah Hadid:13].

Allah ved, jeg har aldrig set nogen, som havde et bedre liv end hans. Trods besværlighederne og alt der resulterer fra komfort og luksus, ja, ting som var fuldstændig modsat dem; trods intimidering og undertrykkelse, så havde Ibn Taymiyyah et renere liv end nogen som helst. Han var den mest generøse, den med det stærkeste hjerte og den med den mest glædelige sjæl med ’stråler af lyksalighed’ i hans ansigt['Nadratun al-na'im'. 83, Surah mutaffifin:24].

Da vi blev opslugt af frygt og vores tanker [om Allahs Dekret] blev negative, og jorden blev smal for os, så gik vi til ham. Ligeså snart vi så ham og hørte hans ord så forlod alle disse [følelser] os for så at blive erstattet med lindring, styrke, sikkerhed og ro. Så ophøjelse og herlighed til Den Ene Der lader sine slaver bevidne Hans Paradis et godt stykke tid, før de møder Ham, der åbner dørene til dem fra denne verden af handlinger og som giver dem en smule af dens forfriskninger, dens brise og dens parfume – så de kan søge det og skynde sig derhen med al deres styrke.

 En gnostiker sagde engang, ”Hvis konger og deres sønner vidste, hvad vi havde, så ville de tage det fra os med sværd!”En anden sagde: ”Hvor ynkeligt, denne verdens folk! De forlader dette liv uden at have smagt det sødeste i det.” Adspurgt om hvad det var, svarede han, ”Kærligheden til Allah, viden om Allah og ihukommelse af Allah”, eller noget i den retning.[højst sandsynligt er disse ord relateret til Abdullah ibn al-Mubarak: ”Verdslige mennesker forlader denne verden uden at have spist af den sødeste ting i den”. De spurgte ham ud om det og han svarede, ”Viden om Den Almægtige Allah”. Isafahani, Hilya 8:167]. En anden sagde: ”Der er tider, hvor hjertet danser i glæde”. Og en anden sagde, ”Der er tider, hvor jeg siger, hvis folket i Paradiset har noget lig dette, sandelig hvilket sødt liv!’

At elske Allah, at kende Ham intimt, at ihukomme Ham konstant, at finde fred og hvile i Ham, at gøre Ham til Det [Ultimative] objekt af kærlighed, frygt, håb og tillid; at basere ens handlinger til Hans Kontrol af Sine slavers velbefindende, aspirationer og vilje – sådan er denne verdens Paradis og sådan en velsignelse kan ingen anden velsignelse sammenlignes med. Det er igennem dette, at de hjerter, der elsker Allah, bliver glade og at gnostikerne finder liv; dem som ikke gør, finder intet andet end hvileløshed i denne verden.

Enhver hvis hjerte er i live vil bekræfte dette. Men en hvis hjerte er dødt, vil kun fjerne dig fra Allah; og søg intimitet [med Allah] uden denne person, da han kun vil tage dig længere væk. Hvis du er testet af ham, vis ham kun dit ydre af dig selv, men læg ham bag i hjertet. Fjern dig fra ham med din sjæl og lad ham ikke distrahere dig fra den, som er mest vigtig for dig. Vid at det største tab af alle tab er at involvere sig med nogen, som svækker dit forhold til Allah, skærer dig væk fra Ham, spilder din tid, mister fokus i dit hjerte, svækker din beslutsomhed og ødelægger dine aspirationer. Derfor hvis du er testet med [denne situation] – og det er umuligt for dig at undgå – så vær tålmodig for Allahs skyld og ihukom Ham så meget som du kan.

Kom tæt på Allah med hvad der glæder Ham. Hav dine associationer [med det verdslige folk] med fordel og ikke tab. Vær som den mand der rejser, som en anden opfordrer at stoppe op: tage dem med dig. Når han kommer forbi, da led ham men bliv ikke ledt af ham. Og hvis han afviser, og du ikke har noget håb for at han vil rejse, så lad ham [i det mindste] ikke tilbageholde dig. Tværtimod, skynd dig videre, og tag dig ikke i agt for ham. Vend dig [end] ikke i hans retning, for han er en landevejsrøver, ligegyldig hvad.

Beskyt dit hjerte og vær opmærksom på hvordan du bruger din dag og nat. Lad ikke solen gå ned før du når lejren, ”så du ikke farer vild”. Lad heller ikke morgenen finde dig efterladt i lejren efter caravanen har forladt den.