I løbet af de tidlige år i Islam, opfordrede kvinderne deres ægtemænd til at rykke fremad for den islamiske sag. Disse kvinder, ligesom deres mænd, var modige, stærke og fuldt ud parate til at opgive alt for sandhedens skyld. Sahabiyat havde personligheder, som ikke kunne bespottes. Her er en historie om én af sådanne tidlige kvinder i Islam.

’Atikah bint ’Amr ibn Nafil var én af de smukkeste kvinder i Quraysh-stammen. Hun giftede sig med ’Abdurrahman ibn Abi Bakr. Han frygtede Allah umådeligt, var pæn af udseende og hensynsfuld overfor sine forældre. ’Abdurrahman var dybt forelsket i ’Atikah. En dag kom hans far forbi og besøgte ham i hans hjem. Da han så, hvor betaget hans søn var af ’Atikah, rådede han ham til at lade sig skille fra hende, idet hun havde fået bugt med hans sanser og fornuft. ’Abdurrahman sagde til sin far, at han ikke var i stand til at gøre det. Hans far sagde: ”Jeg bønfalder dig om at gøre det.” Eftersom ’Abdurrahman menneskeligt ikke var i stand til at gå imod sin far, lod han sig skille fra sin hustru. Dog blev han efter skilsmissen yderst ulykkelig og holdte endda op med at spise og drikke. Da Abu Bakr besøgte ham en dag, og hans søn end ikke bemærkede ham, gik det op for ham, at hans søn var fuldstændig knust på grund af skilsmissen. ’Abdurrahman lå i solen og reciterede følgende digtervers:

”Jeg sværger ved Allah, at jeg aldrig vil vil glemme dig
Så længe solen står op
Og så længe den ringhalsede due kurrer”

”Jeg kan ikke forestille mig noget som, at jeg skiller mig fra én som hende
Ej hellere én som hende bliver skilt uden nogen årsag
Hun er kysk, troende og ædel
Hun har en harmonisk personlighed og et logisk sind”

Efter at han hørte dette, rådede Abu Bakr sin søn til at tage hende tilbage. ’Abdurrahman adlød sin far, og de blev atter genforenet. ’Atikah blev hos ham indtil på dagen i Ta’if, hvor han blev ramt af en pil, mens han var ude med profeten (fvmh).
Senere giftede ’Atikah sig med ’Umar i løbet af hans kalifat. Deres ægteskab endte med hans død ved en snigmorders hånd. Efter et stykke tid friede Az-Zubayr ibn Al-’Awwam til hende, og de blev efterfølgende gift.

Det var ’Atikahs sædvane at forlade hjemmet, så hun kunne bede i moskeen. Az-Zubayr var besidderisk, og det gjorde ham bestyrtet at se hende forlade huset, så hun kunne bede i moskeen. Han bønfaldt hende om at ophøre med det, men hun kunne ikke se nogen årsag til at holde op med at bede i dén moske, hvor hun også havde bedt bag profeten (fvmh), Abu Bakr og ’Umar.
Az-Zubayr vidste, at han ikke burde forbyde hende i at bede i profetens (fvmh) moske, idet han kendte den hadith, hvori profeten (fvmh) havde sagt. ”Forbyd ikke Allahs kvindelige slaver i at besøge Hans moske.” Så en nat, hvor hun tog ud til moskeen, gemte Az-Zubayr sig et sted, hvor hun ikke kunne se ham, og i det øjeblik hun gik forbi, slog han ud efter hende. Efter denne begivenhed besluttede hun sig for ikke længere at gå over til moskeen. Han plejede at spørge hende: ”Skal du ikke ud, ’Atikah?” Hun svarede: ”Jeg plejede at gå ud for at bede, da mennesker var mennesker, og de ikke ønskede at skade nogen, men nu vil jeg ikke gå ud mere.”

Så blev Az-Zubayr martyrgjort, og hun giftede sig efterfølgende med Muhammad ibn Abi Bakr, som blev dræbt i Egypten. På dét tidspunkt erklærede hun, at hun aldrig ville gifte sig med nogen igen efter ham af frygt for, at også han ville blive martyrgjort. Hun udtalte engang: ”Hvis jeg skulle giftes med hele verdens indbyggere, så ville de alle blive dræbt.” Hun fik tildelt det kærlige navn ”Zawjah Ash-Shuhada’”, martyrernes hustru.