Umm Salamah! Sikke et begivenhedsrigt liv hun havde! Hendes rigtige navn var Hind. Hun var datter af én af de mest betydningsfulde mænd fra Makhzum-klanen, som havde tilnavnet ”Zad-ar-Rakib”, idet han var velkendt for sin gavmildhed især overfor rejsende. Umm Salamahs mand var Abdullah ibn Abdulasad, og de var begge blandt de første til at tage islam til sig. Kun Abu Bakr og få andre, som kunne tælles på én hånd, blev muslimer før dem.
Snart blev nyheden spredt, om at de var blevet muslimer, og Quraysh reagerede med afsindig vrede. De begyndte at jage og forfølge Umm Salamah og hendes mand. Men parret fortvivlede ikke og forblev urokkelige i deres nye tro.

Forfølgelsen blev mere og mere voldsom. Livet i Makkah blev uudholdeligt for mange af de nye muslimer. Profeten (saws) gav således tilladelse til, at de kunne udvandre til Abyssinien. Umm Salamah og hende mand stod i forreste række blandt disse Muhajirun, som søgte tilflugt i et fremmed land. For Umm Salamah betød det, at hun skulle forlade sit store hjem og vende ryggen til de traditionelle slægtsbånd til fordel for noget nyt i håb om at opnå Allahs tilfredsstillelse og belønning.

På trods af den beskyttelse, som Umm Salamah og hendes ledsagere modtog fra den abyssinske hersker, var længslen efter at vende tilbage til Makkah og være tæt på profeten (saws) og kilden til åbenbaring og vejledning fortsat vedholdende.
Muhajirun modtog efterhånden nyheden om, at antallet af muslimer i Makkah var steget. Blandt disse var Hamzah ibn Abdul Muttalib og Umar ibn al-Khattab. Deres tro havde styrket samfundet meget, og de havde hørt, at Quraysh havde lempet lidt på forfølgelserne. Drevet af en stærk længsel i deres hjerte, besluttede en gruppe Muhajirun således at vende tilbage til Makkah.
De tilbagevendte fandt hurtig ud af, at lempelsen af forfølgelserne blot var kortvarig. Den dramatiske stigning i antallet af muslimer, som fulgte efter, at Hamzah og Umar havde taget Islam til sig, gjorde Quraysh yderligere rasende. De forstærkede deres forfølgelse og tortur til en hidtil uset grad. Så gav profeten (saws) sine ledsagere tilladelse til at udvandre til Madinah.
Umm Salamah og hendes mand var blandt de første, der tog afsted.

Umm Salamah og hendes mands Hijrah blev dog ikke så let, som de havde forestillet sig. Faktisk var det en bitter og smertefuld oplevelse, og især var den rystende for Umm Salamah.
Lad os nu overlade historien til Umm Salamah og lade hende selv fortælle:
** Da Abu Salamah (min mand) besluttede sig for at forlade Makkah, gjorde han en kamel klar til mig, placerede mig på den og satte vores søn Salamah på skødet af mig. Min mand gik herefter i spidsen og fortsatte uden at stoppe eller vente på noget. Dog før vi overhovedet var ude af Makkah, blev vi stoppet af nogle mænd fra min klan. De sagde til min mand:
”Selvom du er fri til at gøre med dig selv, hvad du end har lyst til, så har du ingen magt over din kone. Hun er vores datter. Foventer du, at vi tillader dig at tage hende fra os?”
De slog ham herefter ned og tog mig væk fra ham. Banu Abdulasad, som var min mands klan, så dem føre mit barn og jeg væk. De begyndte at gløde af raseri.
”Nej! Ved Allah,” råbte de. ”Vi vil ikke svigte drengen. Han er vores søn, og vi har førsteret over ham.”

De tog ham ved hånden og trak ham væk fra mig. Pludselig i løbet af få øjeblikke befandt jeg mig fuldstændig alene og ensom. Min mand var på vej til Madinah alene, og hans klan havde taget min søn fra mig. Min egen klan, som hed Banu Makhzum, havde overmandet mig og tvang mig til at blive hos dem.
Fra dén dag, hvor jeg blev adskilt fra min mand og søn, tog jeg hver dag ved middagstid ud til dalen og satte mig på stedet, hvor tragedien havde fundet sted. Jeg genkaldte mig disse forfærdelige stunder og græd, indtil natten krøb om mig.

Jeg fortsatte på denne måde i et år eller deromkring indtil en dag, hvor en mand fra Banu Umayyah gik forbi og så min tilstand. Han vendte tilbage til min klan og sagde:
”Hvorfor lader I ikke denne stakkels kvinde gå? I har forårsaget, at hendes mand og søn er blevet taget fra hende.”
Han forsøgte gang på gang at gøre deres hjerter bløde og spillede på deres følelser. Til sidst sagde de til mig:
”Tag afsted og slut dig til din mand, hvis du ønsker det.”

Men hvordan kunne jeg slutte mig til min mand i Madinah og efterlade min søn, som er en del af mit eget kød og blod, i Makkah blandt Banu Abdulasad? Selvom jeg skulle nå frem til Madinah, hvordan skulle jeg nogensinde kunne være uden kvaler og tårer, når jeg ikke vidste noget nyt om min søn, som ville være blevet tilbage i Makkah.
Det gik op for nogle, hvad jeg gik igennem, og deres hjerter rakte ud mod mig. De anmodede Banu Abdulasad på mine vegne og rørte dem nok til, at de afleverede min søn tilbage til mig.
Jeg havde ikke engang lyst til at trække tiden ud i Makkah, indtil jeg fandt nogen at rejse med, og jeg var bange for, at et eller andet kunne ske, som ville forsinke eller forhindre mig i at nå frem til min mand. Så jeg gjorde straks min kamel klar, satte min søn på skødet af mig og tog afsted i retning mod Madinah.

Jeg var endnu kun nået til Tan’im (ca. tre mil fra Makkah), da jeg mødte Uthman ibn Talhah (han vogtede Ka’bah i tiden før islam og var endnu ikke muslim).
”Hvor skal du hen Bint Zad ar-Rakib?”, spurgte han.
”Jeg tager over til min mand i Madinah.”

”Og der er ikke nogen sammen med dig?”

”Nej ved Allah. Undtagen Allah og min lille dreng.”

”Ved Allah. Jeg forlader dig ikke, før vi er nået til Madinah”, svor han.

Han tog herefter fat i kamelens tøjler og førte os. Ved Allah, jeg har aldrig mødt en araber, som var mere gavmild og nobel end ham. Da vi nåede frem til en rasteplads, fik han min kamel til at knæle og ventede, indtil jeg var steget af. Så førte han kamelen hen til et træ og tøjrede den. Derefter gik han hen under skyggen af et andet træ. Når vi havde fået hvilet ud, gjorde han vores kamel klar og førte os videre.
Dette gjorde han hver dag, indtil vi nåede frem til Madinah. Da vi nåede til en landsby i nærheden af Quba (omkring to mil fra Madinah), og som tilhørte Banu Amr ibn Awf, sagde han: ”Din mand befinder sig i denne landsby. Træd ind i den med Guds velsignelse.”
Han vendte sig om og tog tilbage til Makkah igen.

Endelig krydsede deres veje efter den lange adskillelse. Umm Salamah blev begejstret for at se sin mand igen.
Store og betydningsfulde begivenheder fulgte nu efter hinanden. Der var slaget om Badr, hvor Abu Salamah kæmpede. Muslimerne vendte sejrrige og styrkede tilbage. Herefter fulgte slaget om Uhud, hvor muslimerne blev prøvet på en tragisk måde. Abu Salamah blev hårdt såret. I første omgang så det ud som om, at han klarede sig godt, men hans sår helede aldrig fuldstændigt, og han forblev sengeliggende.
Engang mens Umm Salamah var ved at pleje ham, sagde han til hende:
Jeg hørte Allahs budbringer sige, at når man blev ramt af ulykke, bør man sige: ”Sandelig, vi er fra Allah, og til Ham vender vi tilbage.” Og han plejede at bede: ”Oh Herre, giv mig til gengæld noget godt gennem dette, som kun Du, Ophøjet og Mægtig, kan give.”

Abu Salamah forblev syg i sin seng i flere dage. En morgen kom profeten (saws) for at se til ham. Dette besøg varede længere end sædvanligt. Mens profeten (saws) stadig var ved hans sengeleje, døede han. Med sine velsignede
hænder, lukkede profeten (saws) sin døde ledsagers øjne. Herefter løftede han disse hænder mod himlen og bad:
”Oh Herre, skænk tilgivelse til Abu Salamah. Løft ham blandt dem, som er tæt på Dig. Beskyt hans familie for altid. Tilgiv os og ham. Oh verdens Herre, gør hans grav bred og lys for ham.”
Umm Salamah huskede profetens (saws) bøn, som hendes mand havde citeret på sit dødsleje og begyndte at gentage den:
”Oh Herre, jeg overlader til Dig at tage hensyn til min tilstand....” Men hun kunne ikke få sig selv til at fortsætte....”Oh Herre, giv mig noget godt gennem dette her”, idet hun blev ved med at spørge sig selv: ”Hvem kan være bedre end Abu Salamah?”

Men det varede ikke længe, før hun var i stand til at afslutte sin bøn.
Muslimerne var meget kede af Umm Salamahs tilstand. Hun blev kendt som ”Ayyin al-Arab” (dén, som har mistet sin mand). Hun havde ingen i Madinah undtagen sine egne små børn og var som en høne uden fjer.
Både Muhajirun og Ansar følte, at de havde en forpligtelse overfor Umm Salamah. Da hun havde afluttet sin Iddah (FIRE måneder og ti dage), friede Abu Bakr til hende, men hun afslog. Herefter spurgte Umar ibn al-Khattab hende om ægteskab, men hun afslog også dette frieri. Profeten (saws) henvendte sig herefter, og hun svarede:
”Oh Allahs budbringer. Jeg har tre karaktertræk. Jeg er en kvinde, som er yderst jaloux, og jeg er bange for, at du vil se noget i mig, som vil gøre dig vred og få Allah til at straffe mig. Jeg er en kvinde, som allerede er oppe i årene, og jeg er en kvinde, som har små børn.”
Profeten (saws) svarede: ”Vedrørende jalousien, som du nævner, så beder jeg til Allah den Almægtige om at lade dig blive fri for den. Med hensyn til alderen, så er jeg ramt af samme problem. Vedrørende din familie, som er afhængige af dig, så er din familie min familie.”
De blev gift, og således besvarede Allah Umm Salamahs bøn og gav hende bedre end Abu Salamah. Fra denne dag var Hind al Makhzumiyah (Umm Salamah) ikke længere kun Salamahs mor, men hun blev alle de troendes mor, Umm al-Mu’mineen.