Klage mod læge Mustapha Itani

Læge og regionsmedlem i Syddanmark Marianne Mørk Mathiesen er ude med anklager om overtro, ifb. med ramadan-videoer fra den muslimske organisation iChange. Her rådgiver læge Mustapha Itani, hvordan man håndterer vrede i Ramadan, og beretter videre fra profeten Muhammad ﷺ omkring shaytaans (djævlens) påvirkning i den forbindelse. Mathiesen har i den anledning sendt en klage til regionsrådet, da hun mener rådgivningen er overtro og udnyttelse af læge-autorisation.


Hvad Mathiesen undlader at forstå, er at muslimer lever uden at adskille den spirituelle verden fra den sanselige. En muslim tager ikke troens klæder af, når vedkommende iklæder sig hvid kittel, uniform eller jakkesæt på arbejdspladsen. Troens klæder forbliver, og resten klædes oven på. Troen følger os i vores daglige gøren på kontoret, byggepladsen eller laboratoriet, for så vidt angår måden at anskue verden på.


Det betyder ikke, at en muslim ikke kan leve og trives i sekulære institutioner. Det ser vi hver dag, på tusindsvis af arbejdspladser rundt omkring i landet uden problemer. En muslim kan acceptere, ikke at pålægge sin sekulære arbejdsplads sit eget islamiske verdenssyn.


Men at forbyde muslimske læger, at kontekstualisere deres lægelige rådgivning, til et publikum som deler det samme verdenssyn, er netop at pålægge sekulær tankepraksis på ikke-sekulære individer. I bedste tilfælde er det smålighed, og i værste tilfælde decideret intolerant.


Er Mathiesen i besiddelse af højtavancerede apparater, som kan be/afkræfte indflydelse fra den ikke-sanselige verden? At kalde Itanis rådgivning overtroisk, er at dømme andre ud fra et sekulært verdenssyn. Mathiesen besidder ikke en endegyldig sandhed, og bør være åben for, at religiøse læger kan tilskrive mere til et problem, end det sanselige. Så længe de ikke pålægger deres tro på patienter, og inkluderer religiøse forklaringer i deres omgang med dem, er det ikke spor problematisk, at de så rådgiver folk af samme religiøse overbevisning i deres fritid.

Sagen kan i virkeligheden koges ned til, hvorvidt læger med sekulær baggrund kan acceptere, at religiøse fagfolk har forklaringsmodeller ud over den herskende sekulære standard. Vi modsiger os ikke at den lægelige praksis bør tage udgangspunkt i det sanselige alene, når patienter rådgives indenfor arbejdstid.


Vi modsætter os derimod, at muslimske fagfolk skal klandres for at være overtroiske og uetiske, fordi de rådgiver andre i islamiske forklaringsmodeller, i deres fritid. Mathiesen og ligesindede bør revurdere deres egen partiskhed i denne sag, og undlade de uprofessionelle personangreb, som mest af alt lugter af islamofobiske angstanfald. Vi appellerer til at man giver plads til at muslimske borgere, som frivillige i muslimske foreninger, bør have lov til at samles og udveksle råd og vejledning til hinanden, uden at skulle frygte smædekampagner som denne.


Udgivet onsdag d.31/7 kl.20:00